Der er generalprøve i hele landet i dag, mandag 12. april.
Vaccinations-systemet skal nemlig stå sin prøve for at finde ud af, om målet med vaccination af 100.000 danskere om dagen kan indfries, når Danmark begynder at modtage større ugentlige leverancer af vacciner mod covid-19.
Alene i Region Nordjylland skal der vaccineres 10.000 borgere i dag, og det sker for fuld musik, da Aalborg Symfoniorkester spiller i alle nordjyske kommuner i den kommende tid.
I Jammerbugt finder vaccinationerne sted i Brovst Hallen 19. april.

Symfoniorkester på tour
Som noget helt særligt har Region Nordjylland indgået et samarbejde med Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus, som sender en trio eller kvartet, der tager på musikalsk tour til alle 11 nordjyske kommuner, hvor der foregår vaccination i perioden 12. april til og med 20. april.
Musikerne spiller inden for i hallerne, hvor der vaccineres. Det foregår selvfølgelig corona-sikkert.
– Med dette arrangement markerer vi, at vi nu vaccinerer i stor skala i Nordjylland, som vi gør i hele landet. Det er glædeligt, og jeg håber, at nordjyderne vil sætte pris på vores musikalske arrangement, siger chef for COVID-19 indsatsen i Region Nordjylland, læge Jan Nybo.