Anlæg af den nye vej er allerede i gang

– Når den nye Rema 1000 åbner dørene i Aabybro Centret omkring maj-juni, så følger der omkring 100 nye p-pladser med oven i handlen.
Det er både Rema 1000 og kommunen, der anlægger pladserne. Det oplyser fagleder, Kristian Olsen, teknik & anlæg i Jammerbugt Kommune.

Nedrivning i gang
Forandringerne af Aabybro Centret skrider hurtigt frem, og der har også været et tidspres.
Derfor har Jammerbugt Kommunen givet Tom Jakobsen A/S lov til at benytte vejarealer i forbindelse med nedrivningen af bygningerne i etape 1.
Desuden skal den nuværende vejadgang til centret fra Østergade sløjfes, men en sådan ændring skal efter loven først i høring i otte uger.

Nedrivning er i gang. Foto: Vores Jammerbugt

Ny vej på vej
For at høringen ikke skal forsinke det store projekt, er der givet rådighedstilladelse over arealet med Mæglerhuset, så man allerede nu er i gang med at anlægge den nye adgangsvej fra Østergade til centret.
Vejen kommer til at løbe syd for det nuværende Mæglerhuset.

Den nye vej løber syd om Mæglerhuset, der skal rives ned til fordel for etageboliger. Foto: Vores Jammerbugt

Flere p-pladser
Den nuværende vej fra Aaby Sdr. Gade til centret bliver der ikke pillet ved.
Men, hvis det bliver nødvendigt, bliver der plads til at anlægge 14 nye p-pladser fra hjørnet ved Aaby Sdr. Gade, hvor det gule parcelhus tidligere lå, og op mod centret.
Sikkert er det, at kommunen anlægger 18 p-pladser i tilknytning til Rema 1000s kommende p-pladser – det sker her i foråret.

Her kan der blive plads til flere p-pladser. Foto: Vores Jammerbugt

Plads til sti til DGI Huset
Desuden har nedrivningen af huset ved Aaby Sdr. Gade givet mulighed for at flytte Rema 1000 nærmere Aaby Sdr. Gade, så der kan blive plads til at anlægge en sti, der skal gå fra rundkørslen ved Østergade til DGI Huset.
Det giver også mulighed for på sigt at oprette yderligere 14 kommunale p-pladser – så der kommer flere end 100 nye muligheder for at parkere i det nye Aabybro Centret.

Rema 1000 er flyttet mere mod øst, og det giver plads til blandt andet en ny sti. Foto: Vores Jammerbugt