Det er aldrig rart at være klassens tykke dreng, eller pige, og i forbindelse med vedtagelsen af en ny sundhedspolitik i Jammerbugt Kommune, besluttede kommunalbestyrelsen i december 2019, at der skal oprettes en overvægtsklinik i kommunen.

Slår kræfterne sammen
– Vi fandt ud af, at vi kunne komme med et godt tilbud ved at lade forvaltningerne slå kræfterne sammen. Der er allerede 32 børn skrevet op til at deltage, og det dejligt at se, at vi ved fælles hjælp kan sætte et så godt tilbud i gang, siger Ulla Flintholm (V), formand for børne- og familieudvalget.
Bag står nemlig et samarbejde mellem Social-, Sundhed- og Beskæftigelsesforvaltningen samt Børne- og Familieforvaltningen.

Tidlig indsats
Morten Klessen (S), formand for beskæftigelsesudvalget, fremhæver, at man her opnår en stor virkning med en minimal indsats.
– Det er fantastisk, at vi relativt tidligt sætter ind mod børns overvægt. Vi ved, hvor stor betydning det har på voksenlivet og beskæftigelsen, at man har et godt ungdomsliv med trivsel. Det giver også en god uddannelse og et godt arbejdsliv, siger han.
– Og Jammerbugt ligger i den øverste del, når det handler om børn og unge med overvægt, tilføjer han.

Sundhedshuset i Brovst
Klinikken holder til i sundhedshuset i Brovst og skulle have åbnet i januar, men på grund af Corona har den først fra august kunnet begynde at hjælpe børnene.
Overvægtsklinikken har fokus på vægttab og -stagnation ved at se på kosten, fysisk aktivitet og søvn.
Det er en helhedsorienteret indsats med øje for både den fysiske, psykiske, sociale og mentale sundhed. Behandlingen er baseret på Holbæk-metoden, der er udviklet til effektiv behandling af svær overvægt hos børn og unge.

3 til 16-årige
Målgruppen er børn og unge i alderen 3-16 år med overvægt og svær overvægt. De første to år er der fokus på de svært overvægtige børn og unge, mens der også er fokus på den forebyggende indsats blandt overvægtige børn i det tredje år.
Ud af de 32 børn er 21 børn tilmeldt via online tilmelding, mens de resterede 11 børn er rekrutteret fra Sundhedsplejen. I forbindelse med opstart har der været information om Overvægtsklinikken på Aula, hvor der det første døgn var ni tilmeldinger.

På tværs af forvaltninger
Klinikken er bemandet med to sundhedsplejersker og en kostvejleder i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde mellem Social-, Sundhed- og Beskæftigelsesforvaltningen og Børne- og Familieforvaltningen.
Overvægtsklinikken har indgået et samarbejde med Region Nordjyllands Videnscenter for Børn og Unge med Overvægt, VIBOU.
Desuden indgår Overvægtsklinikken i et Ph.d. forskningsprojekt, hvor der er mulighed for lægefaglig vejledning og målinger på børnene, ligesom der kommer studerende fra Fysioterapeutuddannelsen og Idrætsuddannelsen for at træne med børnene tre gange ugentligt i tre måneder.