Skøjtebanen i Blokhus åbner alligevel ikke lørdag 7. november.
Som følge af offentliggørelsen torsdag aften 5. november af de restriktioner, som pålægges blandt andre Jammerbugt Kommune til og med 3. december, så har ejerne af banen valgt at udskyde en åbning.

Forventet åbning i december
– Vi efterlever selvfølgelig alle restriktioner og anbefalinger fra myndighederne. Derfor åbner skøjtebanen ikke nu, siger Lasse Nielsen fra Blokhus Fondens bestyrelse.
Det betyder, at der nu bliver slukket for banen.
Men håbet er, at banen kan åbne senere, nemlig lørdag 5. december.

Forsigtige optimister
– Vi er forsigtige optimister og tror, at vi alle følger retningslinjerne, så vi kan åbne op igen om fire uger, siger Lasse Nielsen.
Han tilføjer, at sidste år åbnede skøjtebanen først 2. december.

Baggrunden
Baggrunden for restriktionerne er myndighedernes frygt for, at en muteret udgave af Covid-19, der er fundet i mink, og som siden er konstateret smittet videre til 12 mennesker, kan starte en ny pandemi.
Den muterede virus kan nemlig betyde, at nye vacciner udarbejdet mod Covid-19 enten ikke virker eller ikke kun virker svagt overfor den muterede virus.
De øvrige kommuner med restriktioner er Hjørring, Frederikshavn, BrønderslevThisted, Vesthimmerland og Læsø.