Årets udgave af Aabybro By Night torsdag 28. juli blev en stor succes for både de mange, der lagde vejen forbi til de gode tilbud i butikkerne, til koncerterne og underholdningen, eller benyttede sig af muligheden for at spise ude.
– Vi havde en rigtig god By Night, og den var flot besøgt både i midtbyen og i Aabybro Centret, siger Thomas Sørensen, formand for Aabybro Handel & Erhverv.
– Vores By Night var lige så stor som før i tiden, og vejret var lige akkurat, som det skulle være, tilføjer han.

En god oplevelse
Også tilbagemeldingerne fra forretningerne er yderst positive og lyder blandt andet på, at man aldrig tidligere har set så mange mennesker.
Men handelslivet havde også på forhånd lovet at give den fuld gas, og Østergade var omdannet til gågade med masser af boder og udstillinger, mens Lune Carlsen gav koncert i Midtbyen, hvor også det unge lokale band optrådte, og Montoya Band spillede i centret.
– Det var en rigtig god dag og aften, konkluderer en tilfreds Thomas Sørensen.