Aabybro Centret har atter fået en pylon, som kan fortælle, hvor mange og hvilke special- og dagligvarebutikker, der er i centret.

Skyder i højden
Det tidligere skilt blev nemlig pillet ned i forbindelse med byggeriet og den store udvidelse af Aabybro Centret med også leje-, eje- og ældreboliger samt penthouse i op til 7 etagers højde.
– Derfor manglede vi et skilt, men nu har Centerforeningens grundejerforening købt et nyt, fortæller Vagn Tidselbak, formand for Aabybro Handels- og Erhvervsforening.
Det er seks meter højt og to meter bredt og koster 195.000 kroner, men bliver også oplyst med led-lys.
Skiltet er leveret af Menne Design, mens entreprenør Flemming Larsen-Ledet har stået for opsætningen.

Forsætter som formand

Også i Aabybro har butikkerne mærket den store lokale opbakning fra kunderne efter genåbningen.
– Det er dejligt at komme i gang igen. Og det er tiltrængt. Kunderne vælter ind, og de har savnet os, ligesom vi har savnet dem. Vi er meget glade for deres støtte, fortæller Klaus Simonsen, næstformand i handelsforeningen.
Aabybro Handels- og Erhvervsforening har på grund af Corona måttet udskyde sin generalforsamling.
Det betyder, at Vagn Tidselbak tager endnu et år som formand, han havde ellers til sinds at stoppe efter mere end 25 år på posten.
– Nu er der kommet ro på, da Vagn har valgt at fortsætte endnu et år. Det er vi glade for, og så har vi valgt at udskyde generalforsamlingen, siger Klaus Simonsen.