Torsdag 17. september måtte Aabybro Efterskole sende alle 236 elever samt 40 medarbejdere hjem, da det blev konstateret, at en af skolens elever var smittet med Covid-19.

Corona-fri efterskole
Siden er alle involverede blevet testet for Corona, og alle test har vist sig at være negative.
Derfor kan Aabybro Efterskole åbne igen i aften, tirsdag 22. september, klokken 19.00.
– Vi har fået svar på test, og alle er negative. Derfor åbner vi i aften, oplyser forstander Thorsten Matthiesen.
– Alle er blevet testet, og derfor er der ikke noget mere Corona-frit sted end Aabybro Efterskole for tiden, understreger han.

Forberedt på det kunne ske
Da efterskolen måtte lukke ned, fulgte den Sundhedsmyndighedernes retningslinjer og sendte alle hjem.
– Vi var forberedt på, at scenariet kunne ske. Vi var jo ikke den første skole, der blev ramt. Det var selvfølgelig ærgerligt, men vi lever i en tid, hvor vi må være forberedt på, at det kan ske. Der går jo ikke en dag, uden en skole bliver ramt et eller andet sted, siger forstanderen.
– Og derfor er vi forberedt på, at det ikke er sidste gang, det sker, tilføjer han.

En erfaring
På skolen er der blevet talt meget om, hvordan man på baggrund af erfaringen skal gribe situationen an, hvis det sker endnu en gang.
– Vi lærer jo en lille smule hver gang. Men vi ved ikke hvilken situation, eller restriktioner og anbefalinger vi står over for næste gang, det sker. Når det sker, så må vi tage vores standardplaner og se, hvilke situation vi står i den dag siger Thorsen Matthiesen.