– Fra det nye skoleår til august forventer Aabybro Efterskole at kunne tage sit nye Super Service Hus i brug. Desuden tager skole fat på to nye idrætslinjer.

Multi service hus
Det nye hus skal opføres på grunden med den tidligere Kærvejen Skole ud mod netop Kærvej.
– Vi har en efterskole, som er i en god udvikling og vækst, og det betyder, at nogle funktioner, som er nødvendige for driften af skolen, bliver lidt pressede. Derfor opfører vi et nyt hus til disse funktioner, fortæller forstander Thorsten Matthiesen.
Det cirka 1.000 kvadratmeter store hus opføres i ét plan og skal placeres i en vinkel til den nuværende gule skolebygning med gavl ud mod Kærvej.

Tidssvarende faciliteter
Huset kommer til at indeholde tidssvarende cykel-parkering, nyt vaskerum for eleverne, pedelværksted, depot, badefaciliteter for medarbejdere samt garager.
– Vi håber at komme i gang hurtigst muligt, så vi kan være med til at holde hjulene i gang i disse tider, siger Thorsten Matthiesen, og derfor vil der meget snart være licitation på byggeriet.

Masser af idrætslinjer
Aabybro Efterskole er fuldt optaget med 230 elever, som dog er sendt hjem på grund af COVID-19.
I det kommende skoleår tilbyder efterskolen to nye idrætslinjer.
– Vi har haft golflinjen i år, men vi går i gang for alvor med den i det nye skoleår. Desuden får vi håndbold for drenge, fortæller forstanderen.
Derudover tilbyder efterskolen håndbold for piger, fodbold for begge køn, gymnastik, fitness samt ski og snowboard.