Aabybro Handels & Erhvervsforening skal have ny bestyrelse, men da det ikke lykkedes at finde nye medlemmer til bestyrelsen på den ordinære generalforsamling er det nødvendigt at holde en ny.
Den finder sted onsdag 10.november i Meny.

Med i årtier
Efter at have haft posten som formand for foreningen i cirka 35 år har Vagn Tidselbak nu valgt at stoppe.
Samtidig træder også Klaus Simonsen og Ejnar Sørensen ud af bestyrelse efter at have været med i henholdsvis 15 og cirka 40 år.
Tidligere er to andre medlemmer stoppet – og dermed skal der findes en helt ny bestyrelse.
– Jeg stopper, fordi der skal yngre kræfter til for at gøre et stykke arbejde for byen og for handelslivet, siger Vagn Tidselbak.
– Det har været en fin tid, selvfølgelig med op- og nedture, men vi har fået mange ting igennem og holdt mange aktiviteter, siger han.
– For eksempel har vi lige købt ny julebelysning for 300.000 kr. til Midtbyen, som borgerforeningen sætter op for et honorar, siger Vagn Tidselbak.

Vigtigt talerør
Desuden er Aabybro Handel & Erhvervsforening et vigtigt talerør over for kommunen og er på den måde med til at påvirke udviklingen og mulighederne for handels- og erhvervsliv.
Og så står foreningen for mange arrangementer som By Night og tænding af juletræ.
Foreningen har et aktivitetsudvalg til at planlægge oplevelserne, og den arbejder netop nu med juleoplevelser.