– Dansk Håndbold Forbund har sammen med de regionale forbund besluttet af aflyse alle kampe, stævner og arrangementer for alle rækker fra liga og nedefter.

DHF oplyser
I lyset af regeringens udmelding (11. marts) og den alvorlige situation i forhold til spredningen af coronavirus, har en samlet ledelse i Dansk Håndbold Forbund og de tre distriktsforbund Håndbold Region Øst, Fyns Håndbold Forbund og Jydsk Håndbold Forbund onsdag aften (11.marts) besluttet at aflyse alle kampe, stævner og al cupdeltagelse for alle rækker fra liga og ned, for senior samt for alle ungdomsrækker fra U19 og ned i foreløbigt 14 dage.

Gælder også anden aktivitet
Beslutningen får konsekvenser for op- og nedrykningen i alle rækker, og Dansk Håndbold Forbund vil i løbet af de kommende dage komme med en udmelding om, hvordan dette løses.
Samtidig skal al anden aktivitet, fx møder, kurser, undervisning og workshops ligeledes aflyses i foreløbigt 14 dage. Håndboldforbundet vil derefter tage stillingen til, om aflysningerne skal opretholdes ud over de 14 dage. Også påsætning af dommere til stævner de kommende 14 dage vil være suspenderet.

DHF kan ikke forbyde
Dansk Håndbold Forbund med de tilhørende regioner kan ikke forbyde håndboldtræning. Men det er en naturlig konsekvens af dagens udmelding fra myndighederne, at der henstilles til, at man inden for breddehåndbolden ikke gennemfører håndboldtræningen, så længe situationen omkring coronaens udbredelse udvikler sig dag for dag.

Meldingen fra AaHK
Aabybro HK fortæller onsdag aften 11. marts på sin Facebookside allerede inden DHFs udmelding, at den indstiller al træning og aflyser alle sociale arrangementer fra nu.
Set I lyset af statsministerens pressemøde her til aften, er vi i bestyrelsen blevet enige om, at al håndboldtræning og sociale arrangementer er aflyst fra og med i dag og indtil I hører nærmere.
Med hensyn til afvikling af kampe er vi nødt til at afvente udmelding fra JHF. Det hører I nærmere om, så snart vi modtager besked herom. Alle trænere i klubben bedes videregive denne information til spillerne.

Kampe planlagt
Der er programsat to kampe til afvikling i DGI Huset i morgen torsdag 12. marts, men vi må gå ud fra, at JHF melder ud allerede senere i aften.
Vi beklager rigtig meget. Men, i denne situation er ikke en gang håndbold vigtigere end vores alles velbefindende.
Pas på hinanden derude