Jagten på 2. pladsen er sat ind

Håndbold, herrer jyllandsserien
Aabybro HK – Aars HK 26-24 (11-15)

– Tirsdag aften var topholdet fra Aars HK på besøg i DGI Huset i Aabybro.
Aars var allerede rykket op i 3. division og havde inden aftenens kamp ikke tabt endnu. Aabybro HK var eneste hold, der havde taget point fra dem via 28-28 i Aars i starten af sæsonen.

Skidt start
– Kampen startede med Aars i teten. Vi brændte store chancer på deres keeper, og i vores forsvar fik vi ikke fat på Aars tunge bagspillere, som gang på gang spillede sig til helt frie chancer, og Mads Jylling i målet var prisgivet, fortæller træner Steen Schmidt.
Efter lidt forsvarsjusteringer kom AaHK bedre med. En mandsopdækning af Aars rutinerede bagspiller, Lasse Hosbond, betød flere redninger, og i angrebet fik AaHK nu scoret på Aars ellers velspillende målmand. Dog førte gæsterne 11-15 ved pausen.

Træner Steen Schmidt roser holdet for indsatsen. Foto: Vores Jammerbugt

Skeen i den anden hånd
– 2. halvleg tog vi igen skeen i den anden hånd, som i vores forrige kamp i Taars, hvor vi også var bagud ved pausen. Nicolai Holland, Martin Skive og Kristian Jacobsen, spillede godt sammen, fandt Heine på stregen, og generelt stod der Aabybro HK på hele 2. halvleg, fortæller Steen Schmidt.
Hjemmeholdet forsatte mandsopdækningen, og med 10 minutter igen fik AaHK kontakt, og stillingen var helt lige.

Alle bød ind
– Aars gik helt kolde til sidst. Egebo tog godt fra i målet, og vi fik løbet Aars ned og pressede dem konstant på kontra. Vi vandt igen og denne gang over topholdet, fortæller træneren.
– Stor ros til hele holdet. Alle bød ind og fedt, at vi er i stand til at vende kampen, selvom det så sort ud i pausen. 

Spiller hjemme igen
Næste kamp er på lørdag kl. 16.40, hvor Aalborg HK kommer på besøg i DGI Huset.
Aabybro HK er nu på 3. pladsen med 10 point, ligesom Fjerritslev IF på den 2. plads, der giver adgang til kampe om oprykning. Og Aabybro HK har endnu ikke tabt.