Håndbold, jyllandsserien herrer
Nordthy IF – Aabybro HK: 25-24 (11-10)

Efter en yderst tæt afslutning på kampen måtte Aabybro HK rejse hjem fra Nordthyhallen i Sennels uden point.
– Vi manglede lige lidt held til sidst og lidt mere koldblodighed, så havde vi nappet det ene point. Det blev lidt tilfældighedernes spil til sidst, siger Jesper Egebo.

Kæmpede godt
Det var en meget fysisk og hårdt spillet kamp, og Aabybro HK var ramt af 4 afbud på grund af skader og corona.
– Så vi havde 4 spillere, som ikke plejer at være med, men de gjorde det rigtig godt og kæmpede røven ud af bukserne, siger Jesper Egebo.
Blandt andet kom Aabybro HK med U/19-spillerne Alexander Dahl, Mikkel Stouby og Christian Holm.
Kampen startede meget lige og jævnbyrdigheden fulgte 1. halvleg ud.
Efter pausen var Nordthy hele tiden et enkelt skridt foran og førte på et tidspunkt med tre mål, men Aabybro HK fik kæmpet sig tilbage.
I slutningen blev Aabybro HK dog ramt af 2 udvisninger, men fik alligevel muligheden for at prøve få udlignet, men Nordthy fik stoppet det sidste angreb og bolden midt på banen.
Aabybro HK er placeret midt i rækken efter 2 sejre og 2 nederlag.