(Arkivfoto)
Fodbold, serie 1
Brønderslev-Aabybro IF: 2-0 (1-0)
1-0 (11.)
2-0 (80.)

Aabybro IF fik sæsonens første nederlag i lørdagens udekamp mod Brønderslev.
Dog ligger Aabybro IF stadig på 1. pladsen med 3 point ned til Sulsted. Men hvis Brønderslev vinder de to kampe, som holdet har i hånden i forhold til Aabybro, så ligger de to hold helt lige.

Yderst defensiv modstander
Aabybro IF var forberedt på, at dagens modstander ville stå langt tilbage på banen og havde trænet op til kampen, hvordan det skulle gribes an.
Brønderslev levede også op til forventningerne om en yderst defensiv indstilling til kampen, men kom foran hurtigt i kampen efter et hjørnespark.
Det blev sparket bagerst i feltet, hvor en Brønderslev-spiller flugtede bolden i mål.
– Normalt bør de ikke kunne true os på hjørnespark, og vi bør kunne afvise dem hver gang. Men han sparkede den ind, selv om han kun ville gøre det 1 ud af 1.000 gange, siger Claus Thomasen, træner for Aabybro IF.

Mål underkendt
Aabybro IF pressede på og havde set over hele kampen 80 pct. af spillet, men havde svært ved at finde løsningerne til at blive rigtig farlige.
Dog fik Aabybros Jonas Rasmussen headet bolden i mål efter et hjørnespark, men dommeren mente til Aabybro-spillernes utilfredshed, at der var frispark til hjemmeholdets målmand.
Efter pausen blev Aabybro ved med at presse på, men igen uden at blive farlige for alvor.
Og i takt med, at Aabybro begyndte at satse frem ad banen, skete det, som ofte sker, Brønderslev scorede og lukkede kampen efter to dårlige clearinger, som endte med en friløber til en Brønderslev-spiller.

Aabybros bedste
– Vi kom ned på jorden, nu skal vi ud og hente 3 point igen, understreger Claus Thomasen
Og det skal ske allerede på onsdag 12. maj hjemme mod Dronninglund.
Aabybros bedste spiller var Frederik Østergaard.