(Foto fra venstre: Carla Brix Rasmussen, Sebastian Porsborg, Agnes Brix Rasmussen, Sofie Jeppesen, Sofie Callsen, Vilmer Damgaard, Christian Abrahamsen, Luna Kristensen, Simon Andersen (træner), Ellen Brix Rasmussen, Lisa Stenger, Sebastian Saugbjerg, Mads Mølgaard, Mathias Østergaard Barslev, Stefan Stenberg (træner), Mads Poulsen.)

15 svømmere skød for alvor sæsonen i gang med et hav af personlige rekorder, da Aabybro Svømmeklub havde førsteholdets årgangs- og juniorgruppe med til stævne i Thisted. Det blev til masser af flot svømning i selskab med nogle af landets allerbedste svømmere.

OL-svømmere
I weekenden 1. til 3. oktober drog Aabybro IFs konkurrenceafdeling til Sparekassen Thy Cup i Thisted. Et stævne med lange traditioner og masser af konkurrence. Konkurrencen var hård, da OL-svømmerne Helena Rosendahl Bach og Viktor Bromer også var blandt de startende svømmere. 
Det blev til nogle rigtigt flotte resultater for Aabybro, der placerer sig som næstbedste klub målt på individuelle forbedringer.
Hele 82.56 pct. af de svømmede løb var personlige rekorder. Disse gav både top 3-placeringer, medaljer, personlige rekorder og finalepladser.
– Jeg er så stolt af det flotte arbejde som svømmerne har leveret i Thisted. På dette tidspunkt i sæsonen skulle vi gerne kun ligge tæt på vores personlige rekord, og jeg havde derfor ikke forventet at stort set alle de svømmede løb endte som personlige rekorder, siger cheftræner Stefan Stenberg.
– Ydermere blev de tre klubrekorder fra DM forbedret yderligere. Vores trup har ramt et ekstremt højt niveau, som man skal mange år tilbage for at se lignende i Aabybro. Jeg er uendelig stolt af svømmerne og trænerteamet, som har fået dette til at ske, siger han.

5 af de 15 svømmere kom endda hjem med forbedringer ud over det sædvanlige:

  • Mikkel Rubæk forbedrede sin 100m brystsvømning med -36.56 pct. og den lyder nu på 01:21,55 og hans 50m rygsvømning med -18.01 pct. i tiden 33,83
  • Sebastian Saugbjerg forbedrede sin 50m brystsvømning med -31.89 pct. og lyder nu på 35,91
  • Sofie Jeppesen forbedrede sin 100m butterfly med -25.46 pct. og den lyder nu på 01:25,44
  • Agnes Brix Rasmussen forbedrede sin 100m frisvømning med -17.59 pct. og lyder nu på 01:24,86
  • Mads Poulsen forbedrede sin 200m butterfly med -15.66 pct. og lyder nu på 2:47.76.

I forhold til tidligere deltagelse i ”Thisted Cup”, havde Aabybro i år seks pladser i finalerne, hvilket er en ekstrem stor forbedring set i forhold til de tidligere år.
Det næste, der er på planen for Aabybro IF Svømnings førstehold, er træningslejr, der finder sted i efterårsferien i Vildbjerg for at blive klar til Regionsmesterskaber og DM Junior i starten af november.