Natalie Stentoft Storm åbner sin nye børnetøjsbutik, Gylp, i de spritnye lokaler på Posttorvet samme dag, som der er By Night i Aabybro, nemlig i morgen fredag 10. september.
De seneste dage har hun haft travlt med indretningen af forretningen, og dermed får Aabybro også udvidet sit sortiment af butikker med også en butik med børnetøj.

Et børneunivers
– I Gylp kan man forvente et børneunivers med børnemode, tøj, barselsgaver og alverdens ting til små børn. Nogle mærker er til børn op til 3 år og andre op til 5 år, fortæller Natalie Stentoft Storm.
Hun forsøger at komme et udvalg, så alle kan handle i Gylp.
– Vi går meget op i at få nyheder ofte, så man tit har lyst til at kigge forbi og se, hvilke nye ting vi har fået, siger hun.
Gylp åbner kl. 09.30 med en række flotte åbnings- og By Night tilbud.
– Det er lidt stressende her op til åbningen, men jeg glæder mig virkeligt meget. Det er første gang, jeg åbner forretning, så jeg er også meget spændt, og jeg håber, at byen vil tage godt imod butikken, fortæller Natalie Stentoft Storm.
Navnet Gylp blev foreslået af Natalies bedste veninde.
– Jeg synes, det er et sjovt navn, som relaterer til små børn. Man synes enten, at det er et sjovt eller et forfærdeligt navn, men det er noget, alle kan huske, forklarer Natalie Stentoft Storm.

Da Walde kom til
Sammen med sin mand, Laurits, købte Natalie Stentoft Storm hus midt i Aabybro i november 2019, og det blev så totalrenoveret frem til sommeren 2020, hvor de flyttede ind i huset, og i december 2020 kom deres første barn, sønnen Walde, til.
– Det var i den forbindelse, at jeg fik ideen om en børnetøjsbutik i Aabybro. Jeg synes, det er ærgerligt, at her ikke er nogen, og jeg kan forstå, at også andre synes, at det mangler, og at der tidligere har været en sådan butik her i byen,
– Og så kan vi godt lide at gå i gang med projekter, siger Natalie Stentoft Storm.
Hun er uddannet socialpædagog med efteruddannelse i stof-behandling, så hun er klar til at kaste sig ud noget helt andet.
– I Gylp vil vi være meget servicemindet, så kom endelig til mig, hvis man har nogle forslag eller ønsker, siger Natalie Stentoft Storm.
Forretningen med det 60 kvadratmeter store butikslokaler følger byens åbningstider fra mandag til lørdag, med masser af spændende ting til små børn.