– Corona-krisen rammer ikke alene erhvervslivet, men også foreningerne.
Klubbernes aktiviteter er baseret på kontingenter og sponsorindtægter, men også på arrangementer, som også giver den indtægt, der er nødvendig for at have et godt aktivitetsniveau.
Og foreningerne er forhindret i at holde disse begivenheder som sponsorcykelløb og Nørhalne Cup. Derfor kan også Aabybro IF Fodbold mærke påvirkninger fra sundhedskrisen

Nej til løn
Hos Aabybro IF Fodbold blev det per 1. maj tid til at betale årets kontingent, og foreningen opfordrer i nedenstående meddelelse til  medlemmerne om at støtte op om foreningen.
– Desuden har alle seniortrænere fra en kant sagt nej til at få løn her i foråret. Dermed giver trænerne en meget stor opbakning til klubben, og det hjælper os meget, fortæller Hans Arne Pedersen, formand for AAIF Fodbold, ligesom ungdomstrænerne støtte op for at hjælpe klubben økonomisk.

Afventer udmelding
– Desuden kan vi se allerede nu, at mange har betalt kontingent, og det er vi selvfølgelig meget glade for, siger han.
– Vi har flere ideer om tiltag og aktiviteter for den kommende tid, men vi må først afvente 10. maj og meldingen om, hvor meget og hvordan, der åbnes mere op for Danmark, siger Hans Arne Pedersen.

Læs meddelelsen fra Aabybro IF Fodbold her:

– Vi gennemgår i øjeblikket en for alle ualmindelig vanskelig periode. Vores frihed er begrænset, og det giver tid til bl.a. at reflektere over dagligdagen samt de konsekvenser, som denne pandemi vil medføre for os alle. Vi kan vel nok blive enige om, at vi alle længes tilbage til ”tiden før corona,” og vi kan håbe på, at vi inden for en overskuelig fremtid nærmer os noget som ligner den.

Som det nok er de fleste bekendt, fejrede vores forening 100-års jubilæum den 30. marts. Der var planlagt stor jubilæumsreception, som vi desværre var nødt til at aflyse/udsætte. Vores ”Matador-dyst” er også sat på stand by, da det jo ikke er muligt at arrangere forskellige tiltag, som kunne give et økonomisk afkast til foreningen. Ligeledes bliver vores to ”Jubilæumskampe”, hvor henholdsvis Fortuna Hjørring og AaB skulle have spillet en kamp på vores stadion, heller ikke til noget, men mon ikke vi kan være heldige at få den mulighed på et senere tidspunkt. Vi håber 😊

Til gengæld skal vi ikke bruge mange frivillige kræfter på Nørhalne Cup i år, da den desværre, som i alle har kunnet erfare i dagspressen, også er blevet aflyst. Dog er det ”økonomiske hul” ikke desto mindre større pga. dette.

Mht. Spar Nord Tour (sponsorcykelløb), som er fastlagt til 13. juni, har vi ikke definitivt truffet en beslutning om, hvorvidt det skal afvikles eller udsættes til efteråret. Umiddelbart tror vi, at det bliver udsat.

I bestyrelsen holder vi kontakten og forsøger at ”være klar” til, at der bliver åbnet op for at spille fodbold igen. Vi har været i kontakt med samtlige trænere i seniorafdelingen, ligesom flere ungdomstrænere også er blevet kontaktet. Alle som én har tilkendegivet, at de gerne vil hjælpe klubben på både den ene og anden måde, så vi også kan komme igennem denne situation uden eksempelvis at tømme vores bankkonto. Endvidere har vi foretaget nogle indskrænkninger, så vi forhåbentlig kan holde styr på vores økonomi.

For at komme helt i mål med denne aktion er det også nødvendigt at få indbetalt kontingent for foråret 2020. De fleste medlemmer har været på banen i opstartsfasen, og vi har naturligvis fuld forståelse for, at ikke alle synes, at det er lige hensigtsmæssigt at indbetale kontingent for foråret 2020. Vi vil dog gerne opfordre til, at alle indbetaler kontingent, så vi kan forsætte den gode gænge, som vi var i inden coronavirussen indtraf. Det vil være til stor gavn for den klub og det foreningsliv, vi alle værdsætter og nyder at være en del af – dette især også i relation til, at vi, forhåbentlig indenfor en overskuelig fremtid, kan præsentere et nyt foreningshus på Viaduktvej.

Det er af største vigtighed, at vi alle her løfter i samlet flok.
For at gøre det hele lidt mere spændende vil vi gøre det til en lille konkurrence omkring kontingentindbetalinger for foråret 2020.

For hver 25 som indbetaler – store som små – vil der blive trukket lod om et ”frikontingent” for foråret 2020, og indbetalingen vil blive refunderet til rette vedkommende. Vi vil løbende på vores Facebookside – https://www.facebook.com/aabybrofodbold – informere om de heldige vindere.

Ligeledes vil der for hver 100 som indbetaler kontingent for foråret 2020 blive udstedt et ”frikontingent” for efteråret 2020. Dette vil ligeledes blive offentliggjort på Facebook, når lodtrækningen har fundet sted.Kontingent indbetales som sædvanlig via vores hjemmeside:

http://www.aabybrofodbold.dk/info-til-medlemmer/kontingent/

Vores baner på Viaduktvej står ualmindeligt skarpe, og klubhuset har fået et løft (bl.a. i de sidste omklædningsrum), så I kan alle godt begynde at glæde jer til, at det igen bliver muligt at spille fodbold – vores alles fælles interesse.

Såfremt I skulle have eventuelle spørgsmål eller nogle ideer til tiltag vi som forening kan foretage os for at rebe sejlene, kan formand Hans Arne L. Pedersen kontaktes på mobil +45 2260 8902.

Skulle der være tekniske udfordringer mht. at indbetale kontingent kan Morten Iversen kontaktes på kampfordeler@aabybrofodbold.dk eller mobil +45 2124 7855.

Slutteligt vil vi nævne, at vi fra bestyrelsens side er meget fortrøstningsfulde omkring foreningens udvikling. En ting er 100 procent sikkert, og det er, at vi også har en forening, når vi kommer på den anden side, og vi glæder os 😊

Vi ses snart på stadion.

Aabybro IF Fodbold
Hans Arne L. Pedersen
formand
p.b.v.