Birgitte Skov Sanden og Jacob Bach Sanden blev under årets Mosefest kåret som Årets Bjessinger 2022, og de kunne modtage diplomet overrakt af Finn Bo Hansen fra Spar Nord Bank.

Læs neden for begrundelsen for kåringen:

Jacob og Birgitte danner par, de har tre børn og bor på Biersted Bakke.
Hvis du spørger byens børn, teenagere og unge mennesker om FDF Biersted, så vil de med sikkerhed nævne “Birgitte og Jacob”. De er synonym med FDF Biersted.
Birgitte og Jacob genskabte FDF Biersted i 2008, og havde det ikke været for jer, havde der nok ikke eksisteret FDF i Biersted i dag – TAK til jer for at skabe liv og glæde omkring FDF-hytten i skoven.

Under jeres ledelse er der “højt til loftet”. Her kan børn få lov til at være børn, uden at skulle passe ind i rammer, som børn skal i så mange andre sammenhænge. Netop det, har rigtig mange børn nydt godt af – og det gør de stadig i dag. Birgitte har et utrolig stort hjerte for det enkelte barn – og hun har været “lejr-mor” og en stor støtte for rigtig mange af de børn og unge, som render rundt her i dag.

I har formået at få børn og unge til at nyde det at være i naturen, at lege – ja at være til stede i nuet – uden smartphones, ipads osv. En ret flot bedrift må man sige.

I har med et imponerende engagement samt kærlighed til byens småkravl, tumlinge, pilte, væbnere osv. gået forrest for FDF Biersted.

I har, i samarbejdet med de mange frivillige ledere, arrangeret og deltaget i massevis af torsdagsmøder i skoven, indsamlinger, lejre rundt omkring i Nordjylland, Landslejre osv. osv.

I har været suveræne til at planlægge og udføre møder og lejre med en kreativitet og fantasi, som rammer direkte ind i børnenes univers eksempelvis. Pheneas og Pherb og omvendt- lejr samt smuglerlege i skoven. Derudover mærkes det tydeligt, at både Birgitte og Jacob har en stor kærlighed for det enkelte barn samt for fællesskabet.

Nu står vi her til Mosefesten 2022. Det er fredag aften, og der er en fantastisk weekend foran os.

Birgitte og Jacob har altid elsket Mosefest, og søndagen har tidligere været en særlig dag for FDF’erne – her mødte de nemlig talstærkt op og gik forrest i Mosefestens optog gennem byen. Byens optog var især for byens børn, men også for de mange TRÆTTE forældre, som mødte op efter alt for lidt søvn grundet en god byfest natten forinden. OG jer, som kender Birgitte og Jacob, ved, at de er glade for at feste – men på trods af et tungt hoved og kun FÅ timers søvn, har Birgitte og Jacob altid engageret sig i byens optog, så de mange FDF-børn kunne få en rigtig god oplevelse sammen. Tak for det!

Kære Birgitte og Jacob – tusind tak for jeres tid og kærlighed til Biersted FDF – tak fordi I har gået forrest med gode værdier, så rigtig mange Biersted-børn har kunne få og stadig får mulighed for masser af sjov, læring, nærvær, snobrød, leg mm til FDF i Biersted.