Lørdag 5. september blev Årets Ildsjæle i Ingstrup hædret for 5. år i træk.
Det er ellers ikke en selvfølgelighed, at prisen uddeles hvert år, da der virkelig skal ligge engagement og indsats bag for at få denne pris, oplyser Ole Nørgaard fra Ingstrup Landsbyråd.

To indstillinger
Rådet havde i år fået to indstillinger til prisen, og et svært valg vidner også om, at der er mange ildsjæle i Ingstrup.
Årets Ildsjæle er Annalene og Leif Ebdrup for deres kæmpe frivillige indsats for Ingstrup Bogby.
– Ingstrup By anerkender med denne pris Annalene og Leifs store engagement for Ingstrup Bogby og dermed Ingstrup. En by med ildsjæle sagde Ole Nørgaard.

Læs her hele indstillingen fra Inger Dueholm på vegne af Ingstrup Bogby:

Leif var byggeleder under hele ombygningen af Brugsen og har designet og fremstillet prototypen til både bogvogne og -bænke.
Han udfører mange praktiske opgaver i og omkring Bogbrugsen, som vedligehold af vogne og bænke, vedligehold af hus og udenomsareal, vinduesvask, snerydning osv. ligesom han har kørt utallige ture til genbrugspladsen med kasserede bøger.
Borde, puslespilsbakker, skilte og bogskulpturen udenfor er eksempler på Leifs kreative engagement i Bogbrugsen.

Annalene har været med i bestyrelsen for Ingstrup Bogby siden starten i 2014 og har ydet en kæmpe indsats i forhold til regnskab og økonomi, både i byggeperioden og senere.
Hun bruger hver uge mange timer på at sortere bøger, sætte på plads, fylde bogvogne op, organisere det praktiske arbejde omkring Bogbrugsen, sørge for indkøb osv.osv.
Når grupper besøger Bogbrugsen melder Annalene sig ofte til at vise rundt og fortælle om Ingstrup Bogby.

Både Annalene og Leif føler et stort ansvar for Bogbrugsen og er altid klar til at yde en indsats til glæde for brugere, kunder og gæster. Deres indsats har stor betydning for byen i forhold til at gøre Ingstrup kendt som Bogby og tiltrække besøgende fra hele landet.