Det var i mange henseender første gang, da Fremad Nørhalne onsdag aften 7. april havde sin forsinkede og første virtuelle generalforsamling, hvor godt 50 medlemmer kiggede med.
Formand Claus Svendsen indledte sit sidste år på posten med at byde velkommen efter et år med nedlukning af en masse idræt.
Han roste de frivillige ledere, trænere og instruktører for at holde gejsten oppe og manøvrere i de skiftende regler og anbefalinger.
– Men vi må også erkende, at det har kostet ca. 125 medlemmer, og det giver os store hovedbrud i disse dage. 2021 er startet lige så slemt som 2020, og specielt indendørs sportsgrene og fitness er hårdt ramt, men også multi-power. Vi kigger lige nu på, hvad vi kan gøre i sommeren 2021 for at få medlemmer i gang igen, sagde Claus Svendsen.

Nørhalne Cup
Han pointerede, at 2020 var første gang i 35 år, hvor IFN ikke kunne invitere til Nørhalne Cup – på grund af Corona.
Udover en mangel på en masse sportslige og ikke mindst sociale oplevelser, smittede det også kraftigt af på foreningens økonomi.
Men som følge af en besparelse på 300.000 kr. i de forskellige afdelinger samt hjælpepakker fra Staten og DGI, så kom IFN ud af 2020 med et overskud på 73.785 kr. mod et budgetteret overskud på 698.000 kr., fremgik det af fremlæggelsen fra kasserer Daniel Stenkjær
Med den store usikkerhed om Nørhalne Cup kan gennemføres i 2021, budgetteres der med et overskud i 2021 på 49.000 kr.
– Vi afventer myndighedernes udmelding om afvikling af større events. Den kommer medio april, og umiddelbart efter kommer vi med vores beslutning om Nørhalne Cup 2021, sagde Claus Svendsen.
– Vi tror, tingene bliver bedre, og folk vender tilbage til deres sport og lysten til at møde andre. Vi er optimistiske. Vi kommer godt i gang igen om ikke før, så lige efter sommerferien. Vi glæder os i hvert fald til at byde frivillige og medlemmer tilbage til Fremad Nørhalne, sagde han.

Nyt og mere idræt
Næstformand Marie Haar Vad præsenterede den helhedsplan for anlæg ude og inde, som bestyrelsen har arbejdet med i de seneste år i samarbejde med DGI, og som skal give mulighed for nyt og mere idræt samt liv ude og inde.
(Se tegninger nederst i artiklen)
– Nu er vi kommet dertil, hvor skal have finansiering på plads. Det koster mere, end vi selv kan bidrage med. Derfor skal vi i gang med at søge fonde, sagde hun.
Under valg til bestyrelsen skete der ingen udskiftning.

Årets Leder
Der var også virtuel uddeling af årets priser, og modtagerne vil senere få pokalerne.
Årets leder er Dennis Buus, og han er indstillet af ikke færre end 3 afdelinger, nemlig ungdomsfodbold, seniorfodbold og badminton.
I ungdomsfodbold er han er træner for U7 og U10 drenge. På begge hold har han skabt en god stemning og træningsindsats, og det har lønnet sig med tilgang af spillere og sportslig succes.
I badminton kommer han med gode ideer til udvikling sportsligt og socialt. Han har bl.a. fået seniorafdeling op og stå. Han er holdleder for seniorholdet, træner for miniton (3-7 år) og for U11.
I seniorfodbold har han været med til at starte et socialt serie 6 hold.

Årets Ungleder
Årets ungleder er Mai Overbye, der har været instruktør i mange år på flere rytmehold.
Hun er god til at finde et niveau, hvor alle kan være med og får alle til deltage og er et forbillede for de yngre rytmepiger. Hun går selv til gymnastik både på landsdelsjuniorhold og rytmehold i Pandrup.
Hun er altid velforberedt og udstråler, hun vil gymnastikken og vil lære fra sig.
Mai Overbye var på efterskole sidste år og kom hjem med ny inspiration og lyst til at have hold igen.

Årets Medhjælper
Årets medhjælper 2020 er Jørgen Justesen
Denne pokal og ære uddeles normalt ved Årets Medhjælperfest den første weekend i oktober, men den fest udeblev jo.
Jørgen Justesen har en lang historie i Fremad Nørhalne som aktiv fodboldspiller i mange år, træner for ungdomsfodbold, siddet i bestyrelsen for badminton – og medvirket til Nørhalne Cup i mange år.
Det er som medlem af C-holdet, at han er indstillet. Her har han deltaget i mere end 10 år og går forrest ved de ugentlige reparationsopgaver.
Endelig blev der uddelt JBUs sølvnål til 5 medlemmer.
Det er Michael Reiche, Morten Marklund, Martin Frandsen, Mike Charnock og Jesper Nielsen.

Oversigt over det udendørs anlæg. 1: Tribune/aktivitetstrappe ved den nye kampbane.2: Aktivitetsbælte med legeplads og fitness. 3: Paddlebaner. 4: Kunstgræs 11-mands og 3-mands baner.
Siddetribunen ved klubhuset overdækkes og forlænges. Der kommer en ny tilbygning på størrelse med en halv hal på den sydlige p-plads.
Den nye tilbygning får plads til 3 badmintonbaner/totalhåndbold, springgrav, trampolin, klatrevæg, flexrum, depot og omklædningsrum.
Der kommer en forbindelsesgang til fitness og flexrum samt forbindelse til hovedindgangen. I cafeteriaet bliver toiletter nedlagt og køkkenet udvidet.