(Foto: Region Nordjylland)
På pressemødet onsdag 13. januar oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke, at kommunerne modsat tidligere nu får oplyst navnene fra centralt hold på de personer, der er smittede med Covid-19 i deres kommune.

En vigtig forbedring
– Det får stor betydning for, at vi hurtigt kan opspore smittede og stoppe smittekæderne. Det er nok den vigtigste forbedring, vi har set længe, siger borgmester Mogens Chr. Gade.
– Vi har længe presset på for, at vi kunne få oplyst navnene i stedet for, at vores sundhedsteam skulle bruge ressourcer og tiden på at lege detektiver for at opspore smittede og smittekæder, siger han.

Hurtigere indsats
Hidtil har kommunerne haft ansvaret for smitteopsporing blandt børn og unge, men nu får de altså også de nødvendige oplysninger om voksne.
– Selvfølgelig får man lov til at være anonym, Det er ikke for at hænge nogle ud, men nu kan vi hurtigt komme i kontakt med smittede og hjælpe dem til at tage de nødvendige forholdsregler som selvisolation samt ikke mindst hurtigt få fat i personer, der har været i nærkontakt med smittede, understreger Mogens Chr. Gade.