Luft dine hjul – Birkelse kalder til samling på søndage

– Anders Kaa er tilflytter til Birkelse og vil gerne lære nogle flere at kende. Han er tosset med biler, og så sidder han i bestyrelsen for byens Brugs og vil gerne være til at skabe mere trafik til butikken ved at holde arrangementer.

Privatfoto

Kaffe og åben motorhjelm
Derfor arrangerede han sidste år for første gang Luft dine hjul – Birkelse på brugsens p-plads med stor succes og deltager fra også Aalborg, Hjørring og Fjerritslev.
I år gentager han arrangementet på fire søndage – første gang 3. maj – såfremt situationen tillader det.
Luft dine hjul udspringer af Bilmagasinets Super Biler Søndag, som har ladet sig inspirere af USA, hvor man mødes ved supermarkederne og drikker en kop kaffe over en åben motorhjelm.

Privatfoto

Byens fejemaskine
– Her i Birkelse behøver det ikke være superbiler. Alle køretøjer er velkomne. Vi har haft en et-hjulet cykel, pedal-biler, små elbiler, traktorer, byens fejemaskine, men også veteranbiler og en Mercedes AMG til tre millioner kroner, fortæller han.

Privatfoto

Kravler på traktoren
Mens OK Benzin sponserer kaffen, så kan man snakke om og besigtige hinandens køretøjer.
– Ungerne var vilde med at kravle på traktorerne, og to fremmede, der aldrig havde set hinanden før, tog på en køretur sammen, fordi den ene aldrig havde prøvet at køre i en bil som den andens, fortæller Anders Kaa, der selv kører Skoda.

Luft din hjul Birkelse finder sted på brugsens p-plads kl. 10 – 12:

  • Søndag 3. maj
  • Søndag 7. juni
  • Søndag 30. august
  • Søndag 27. september
Privatfoto
Privatfoto
Privatfoto
Privatfoto