Nordjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en sag, der drejer sig om blufærdighedskrænkelse. Sagen relaterer sig til Aabybro Friskole.
En ansat på skolen er sigtet i sagen.
Nordjyllands Politi modtog 21. april 2021 en anmeldelse, der drejede sig om blufærdighedskrænkelse på Aabybro Friskole. 
– Vi kan bekræfte, at vi i øjeblikket efterforsker en sag om blufærdighedskrænkelse på friskolen i Aabybro, kommenterer efterforskningsleder Frank Olsen, Nordjyllands Politi.
Han oplyser, at politiet i forbindelse med sagen har sigtet en ansat på skolen for at have udsat piger fra samme skole for blufærdighedskrænkelse. Pigerne er i alderen 8-13 år.
– Efterforskningen kører, og vi er i fuld gang med at tale med de implicerede i sagen. Derfor er det begrænset, hvad vi kan og vil sige om sagen i øjeblikket, forklarer efterforskningslederen.
Af hensyn til den i gangværende efterforskning har politiet ikke yderligere oplysninger at give i sagen i øjeblikket.