– Jammerbugt Bibliotekerne åbner mandag 18. maj og følger Kulturministeriets retningslinjer for genåbningen. Bibliotekerne åbner for aflevering og udlån i den betjente åbningstid.
Det betyder, at man må komme og aflevere sine materialer og gå rundt på biblioteket for at finde nye, men man må ikke opholde sig på biblioteket i længere tid, heller ikke på læsesalen.
Det selvbetjente bibliotek åbner ikke i denne omgang, ligesom bogbussen ikke kommer til at køre.

Bogposer to go
Tilbuddet om bogposer to go fortsætter efter genåbningen, enten til afhentning eller udbringning, for sårbare eller udsatte lånere samt bogbuslånere, som ikke har mulighed for at hente på nærmeste afdeling.
Poserne vil blive bragt ud 1-2 gange om ugen.

Frit lejde
Der vil være frit lejde til at aflevere materialer lånt før nedlukningen frem til 30. juni 2020, der vil ikke være krav om betaling af eventuelle gebyrer.
Det er den første uge af genåbningen muligt at hente reservationer fra før nedlukningen. Hvis du allerede ved, du ikke er interesseret, så kontakt venligst dit bibliotek.

Ingen børnehaver
Det bliver ikke muligt at opholde sig på bibliotekerne, som man har været vant til.
Det betyder, det ikke er muligt at læse avis, lege, bruge studiepladser, benytte pc’er eller printe.
Bibliotekerne har heller ikke mulighed for at tage imod dagplejere, børnehaver eller skoleklasser på nuværende tidspunkt. Der vil ikke blive afholdt arrangementer på bibliotekerne.
Der vil være handsker og sprit til rådighed, og afstandskravet om 1 meter er gældende.
Har du symptomer på Covid-19, må du ikke komme på biblioteket.