Biersted Landsbyråd har fået 160.000 kr. fra Nordea-fonden til anlæg af Biersted Motorikbane, der vil bidrage til at skabe endnu mere aktivitet i området mellem skole og idrætsforening.

Udnytter læbælte
Biersted Landsbyråd er tovholder på projektet sammen med “Liv i by og skole”.
Projektets formål er at udnytte læbæltet mellem skolen og idrætsanlægget til leg og motorik.
Og med de 160.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens ”Her bor vi-pulje” kan Biersted Landsbyråd nu igangsætte projektet, der har været på tegnebrættet siden 2018.
– Vi glæder os til at skabe et naturligt lege- og bevægelsesområde, hvor børn impulsivt giver sig i kast med balance, koordination og styrke, siger kasserer i Biersted Landsbyråd, Flemming Thagaard.

Børne- og unge-venlig
Med Biersted Motorikbane håber Biersted Landsbyråd at kunne sætte Biersted på landkortet som den mest børne- og ungevenlige by i Jammerbugt kommune og dermed bidrage til det lokale fællesskab
– Vi ser frem til at skabe gode aktivitetsmuligheder for børnene og en endnu tættere sammenhæng mellem skole og idrætsforening, siger Karl Peder Olesen, talsmand for Liv i by og skole.
– På den måde bidrager vi til, at Biersted er et godt sted at være både i skole- og fritid, siger han.
Desuden bakker Biersted Skole også med ildhu op om projektet, ligesom Biersted IF få medindflydelse på udformningen, så motorikbane også kan bruges i fodboldtræningen.

Nordeas pulje
Nordea-fondens ”Her bor vi-pulje” er på 60 mio. kr., der uddeles til projekter, som styrker lokale fællesskaber og sammenhængskraften i mindre byer.
– Det syder og bobler ude i de små bysamfund, og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle i Biersted ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter godt liv.
Her bor vi-puljen havde ansøgningsfrist 1. august 2020, og i alt forventes cirka 150 mindre byer med 200-5.000 indbyggere at få støtte fra puljen til aktiviteter og fællesskaber.

Om Nordea-fonden

  • Nordea-fonden har et almennyttigt og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
  • Med Her bor vi-puljen uddeles i 2020 60 mio. kr. til projekter, som skaber aktivitet og styrker fællesskabet i mindre byer med 200-5.000 indbyggere.
  • Projekterne støttes med mellem 100.000 kr. og 1.000.000 kr., og foreninger, selvejende institutioner og kommuner kan søge.
  • Læs mere på www.nordeafonden.dk/herborvi