Narkopåvirket kørsel – dét blev en 33-årig mand sigtet og anholdt for, da politiet standsede ham til kontrol på Nørhalnevej i Biersted torsdag 2. november om aftenen. 

Uden kørekort
Ved opslag i politiets IT-system kunne betjentene se, at bilisten havde fået inddraget sit kørekort i forbindelse med en tidligere hændelse, hvorfor man standsede ham til kontrol.
Her fattede betjentene mistanke til, at bilisten muligvis var påvirket af narkotika. Hans pupiller var nemlig store og reagerede ikke på lyspåvirkning, mens hans øjne var blanke. Det er tydelige tegn på narkopåvirket kørsel.
Og ganske rigtigt. En narkometertest viste, at bilisten tilsyneladende havde indtaget narkotika forud for kørslen.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for narkopåvirket kørsel, at køre bil uden kørekort samt manglende forsikring på sit køretøj. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.

Tilbydes hjælp
Når Nordjyllands Politi sigter en person for overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54, vil vedkommende blive tilbudt en uforpligtende samtale med en rusmiddelrådgiver.