Det var tidligere aftalt, at Bo Zinck skulle afløse Bo Thomsen som cheftræner i 2. divisionsklubben Thisted FC til sommer.
Men nu bliver Jammerbugt FCs Head of Sport med øjeblikkelig virkning cheftræner for Thisted FC.

Konsulent i JFC
Dog fortsætter Bo Zinck frem til sommer med på konsulentbasis at løse administrative opgaver for Jammerbugt FC.
– Der er en del ting og opgaver i Jammerbugt FC, som jeg skal have overdraget, så Jammerbugt FCs set-up kan køre videre i god gænge. Der er ikke tale om sportslige opgaver, understreger Bo Zinck.
– Når det er på plads med et godt set-up i Jammerbugt FC, kan jeg drage videre med ro i sjælen, siger Bo Zinck.

En god løsning
Han lægger ikke skjul på, at det giver god mening, at han bliver cheftræner for Thisted FC nu og ikke først til sommer som tidligere aftalt.
– Jeg kan komme i gang med at arbejde med truppen og implementere mine ideer og sætte mit præg på holdet. Dermed kommer vi til at stå stærkere til sommer og kan gå efter oprykningen. Men hvem ved, måske overrasker vi allerede her i foråret. Vi går i hvert fald efter muligheden for oprykning også denne sæson, siger Bo Zinck og konkluderer.
– Det er en god sportslig løsning, og jeg er glad for, at klubberne er nået frem til denne kombination.
Første turneringskamp for Bo Zinck som cheftræner for Thisted FC bliver 11. marts i lokalopgøret mod Skive IK.
– Jeg glæder mig til at slå Skive, slår Bo Zinck fast.

Ros fra ejeren
Løsningen glæder også ejer af Jammerbugt FC, Klaus-Dieter Müller, der sætter stor pris det engagement, Bo Zinck har lagt i klubben og altså også vil lægge de kommende måneder.
– Jeg vil gerne takke Bo for hans loyalitet samt for hans store og energiske indsats i klubben, og for en altid åben og ærlig måde at arbejde på, siger klubejer Klaus-Dieter Müller siger han til Jammerbugt FCs hjemmeside.
Den seneste titel, Head of Sport, er blot en blandt mange, Bo Zinck har haft i sin tid i klubben.
Først og fremmest har det dog handlet om arbejdet på træningsbanen som cheftræner for klubbens divisionshold, der under Bo Zincks ledelse har udviklet sig sikkert og kontinuerligt år for år.
En udvikling, der sidste sæson kulminerede med en historisk oprykning til landets næstbedste række.