Naturstyrelsen inviterer alle til borgermøde om skovrejsningen mellem Aabybro og Biersted, og det sker på et virtuelt borgermøde mandag 10. maj kl. 19.30.

Fremtidens drikkevand
Som tidligere omtalt er det Naturstyrelsen, Aabybro Vand og Jammerbugt Kommune, som vil rejse skov i området mellem Aabybro og Biersted nord for Kattedamsvej/Aabyvej/Nørhalnevej.
Det sker for at beskytte fremtidens drikkevand og samtidig give mulighed for friluftsoplevelser.
For at deltage i mødet skal du sende din tilmelding til mailadressen:
vsy@nst.dk
så modtager du et link til at deltage i mødet via teams.

Frem til 2029
Projektet blev sat i gang i 2019 og ventes at vare frem til 2029, og budgettet er på 37,8 mio. kr.
For dette beløb får man en ny fredsskov mellem Aabybro og Biersted, som vil sikre grundvandsbeskyttelsen til Aabybro Vand.
Desuden bidrager skovrejsning med gode muligheder for gåture og oplevelser, ved at give bedre forhold for naturen og ved at afhjælpe klimaproblemer.
Projektområdet strækker sig fra Aabybros nordøstlige bygrænse i vest til Biersted Kirke i øst, og omfatter arealer i indvindingsoplandet til Aabybro Vands kildepladser nord for Biersted og nordøst for Aabybro. Hvis det er muligt skabes der et stort sammenhængende skovområde.
Arealerne opkøbes af Naturstyrelsen, som tilplanter eller udlægger områderne til lysåben natur, og driver områderne så de følger skovlovens regler for fredsskove. 

Frivillige aftaler
Opkøb af jord ventes at løbe op i cirka 30 mio. kr., hvoraf Jammerbugt Kommune og Aabybro Vand sammen vil stå for 60 pct. af købesummen.

  • Aaby Vand: 50 pct.
  • Kommunen: 10 pct.
  • Naturstyrelsen: 40 pct.

Derudover skal Naturstyrelsen betale for at plante og drive skoven samt anlægge stier og rekreative områder.
Det anslås at koste 7,5 mio. kr.
Opkøbene sker via frivillige aftaler med lodsejere, og der er indtil nu opkøbt omkring 106 hektar.
Enkelte arealerne kan bruges som magelæg, eller kan frasælges for at købe mere attraktive arealer til skovrejsningen.
Naturstyrelsen gennemfører lige nu en forundersøgelse af de erhvervede arealer, som skal afdække arealets potentiale og bindinger.
I kortlægningen inddrages fysiske forhold som jordbund, hydrologiske forhold, landskabet; ligesom de planlægningsmæssige forhold og juridiske bindinger skal afdækkes.
Endeligt er det helt essentielt at få afdækket ønsker og behov hos lokalsamfundet og områdets fremtidige brugere.

Oversigtskort over projektområdet
De farvede områder er Aabybro Vands indvindingsområder