Brovst Hallen har allerede flere gange lagt rammer til vaccination af borgere i Jammerbugt Kommune.
Og kommunen vil gerne have, at det lokale vaccine-center også kommer i brug, når de store befolkningsgrupper ifølge sundhedsministeriets vaccineplan skal have deres stik i løbet af forsommeren og sommeren.

Decentral mulighed
Brovst Hallen er Region Nordjyllands faste vaccinationssted i Jammerbugt og er blevet benyttet til vaccination af borgere i befolkningsgrupperne over 85 år og over 65 år, der modtager praktisk hjælp, samt beboere i botilbud, oplyser konsulent Peter Mortensen, sundhed og arbejdsmarked i Jammerbugt Kommune.
Dermed undgår de at skulle på en længere rejse for at komme til et af regionens faste vaccinations-centre.

Gennem første stik

Borgere over 65 år, som modtager praktisk hjælp, samt de borgere over 85 år, der endnu ikke var blevet vaccineret fik deres første stik 17. og 18. februar, mens de skal have det andet stik 8. marts samt 11. og 12. marts i Brovst Hallen.
Indtil nu har 524 borgere i Jammerbugt fået deres første af de to vaccinationer, og oveni kommer vaccination af beboere og personale på plejecentrene.
– Vi vil som kommune også gerne kunne tilbyde et decentralt vaccinations-center i Jammerbugt i Brovst Hallen, når de store befolkningsgrupper kommer. Og det arbejdes der på politisk, oplyser Peter Mortensen.