Arrangørerne bag Brovst Messen føler sig nødsaget til at aflyse årets messe og udskyde den til 2021 som følge af situationen med Covid-19.
Messen skulle have løbet af stablen i weekenden 14. og 15. november, men udvalget fra de fire foreninger bag arrangementet har besluttet at udsætte messen.
De fire foreninger, som arrangerer messen sammen med Brovst Handelsstandsforening, er:

  • Skovsgaard/Brovst KFUM IF
  • Tranum Gymnastikforening
  • Brovst IF
  • Arentsminde IF

Umuligt at forudsige
Det er meget svært, hvis ikke umuligt for messeudvalget at planlægge afholdelsen af messen dette efterår, fordi man ikke kender evt. kommende restriktioner eller mulighederne for at holde messe til november.
Samtidig er der hos sundhedsmyndigheder også udtrykt bekymring for om Covid-19 blusser op igen til efteråret.

Forår eller efterår
Derfor kan regler som følge af smittefare betyde, at besøgstallet dæmpes betydeligt – eller at man ville nødt til at aflyse årets messe senere på efteråret.
– Det ville vi være kede af. Så vil vi hellere nu melde ud, at vi udsætter messen til foråret eller efteråret 2021. Hvornår det bliver må tiden vise, oplyser Lone Rildau.
– Vi kan ikke spå om fremtiden, men vi håber på, at vi kan afholde en messe på ”normale” vilkår, ved at udsætte messen til 2021.