Bruden var fredag eftermiddag 25. september ved at placere de 89 bordkort til brylluppet den efterfølgende lørdag på Hotel Søparken i Aabybro, da de nye skærpede restriktioner mod Corona-smitte blev offentliggjort fredag klokken 17.15.

Udsat for 2. gang
De nye regler tillader kun forsamlinger med op til 50 personer, også når det gælder fester, som holdes uden for den private bolig.
Først overvejede brudeparret at skære antallet af bryllupsgæster fra 89 ned til de krævede 50, men det var umuligt, og klokken 19.15 blev brylluppet udsat – for anden gang.
Det skulle oprindeligt have været holdt i foråret, nu er det udskudt til 3. april 2021.

Menu til 89 personer
Ud over de frustrationer, det giver brudeparret, så betød det også, at Hotel Søparken skulle handle hurtigt.
– Vi stod jo med en bryllupsmenu til 89 personer. Vi valgte at slå op på Facebook, at portionerne kunne købes som take away, fortæller Karen Johansen.
Og det blev heldigvis en succes.
– Der var udsolgt på en time, og vi kunne have solgt endnu mere, siger Karen Johansen.
Og selvfølgelig skulle parret ikke betale for arrangementet i lørdags, understreger Karen Johansen, direktør for Hotel Søparken.

Stadig åbent
Hotel Søparken fortsætter via sin Facebook side at tilbyde take away fortrinsvis i weekenderne.
– Vi oplever jo, at vi ikke længere har selskaber i weekenderne, siger Karen Johansen.
– Men her er jo åbent, og vi har gæster på hotellet, og her må også gerne være selskaber med op til 50 personer, bare festen slutter kokken 22, tilføjer hun.
Hotel Søparken har nemlig store lokaler til fester og møder, så der rigeligt med muligheder for at overholde alle regler om blandt andet afstand.

Det er, som det er
– Der er ikke noget at gøre ved det. Der er jo ikke nogen, som kan gøre for det. Det er bare, som det er, konkluderer Karen Johansen om situationen.