(OPDATERET: Afskedsreceptionen er flyttet til fredag 25. marts kl. 16)
Per 1. april stopper både uddeler Lars Petersen og Svend Nymann i Dagli Brugsen i Nørhalne for at begynde på nye udfordringer.

Drømmejobbet
Lars Petersen, der 2. august 2021 afløste Morten Kringel som uddeler, stopper for at starte på et job som underviser på Dagrofas Købmandsskole i Mommark.
– Det er mit ønskejob. Jeg elsker købmandskabet og kan godt lide at være til at udvikle unge mennesker, så derfor bliver jeg underviser på elevuddannelsen, forklarer Lars Petersen.
– Men det har være en super god tid her i Nørhalne. Det er en god by med mange muligheder og fremdrift, og det er altid dejligt at se, at lokalsamfund kan klare sig og være aktive, siger Lars Petersen.

Uddeler Lars Petersen

Nye udfordringer
Svend Nymann skifter til et job som 1. mand i Spar i Vadum efter at have arbejde hos Coop i 15 år, heraf knap 8 år i Nørhalne.
– Det er med en klump i halsen, at jeg stopper. Nørhalne er det sted, hvor jeg har været længst. Det har været rigtig hyggeligt at være her, og man er jo nærmest kommet til at kende kunderne personligt, fortæller han.
Men Svend Nymann havde – dog efter en del betænkningstid – svært ved at sige nej til tilbuddet om at blive 1. mand i Spar i Vadum.
– Jeg kan ikke sige nej til at skifte til en større butik med nye udfordringer, og hvor jeg vil få et større ansvar, forklarer han.
Der er afskedsreception for Lars Petersen og Svend Nymann i brugsen FREDAG 25. marts kl. 16.

Ny uddeler er ansat

At de to opsigelser sker på samme tidspunkt, er tilfældigt, men det har tvunget bestyrelsen for brugsen til at handle hurtigt – og det har den gjort.
Der er nemlig allerede ansat en ny uddeler, og han var til samtale tilbage i august 2021, hvor Lars Petersen blev ansat, oplyser Kirsten Bøjer, formand for bestyrelsen.
Den nye uddeler er Per Østergaard, Sæby, der tidligere har arbejdet for Coop, men kommer fra en stilling i Bauhaus, hvor han blandt andet har haft ansvaret for byggemarkedets unge ansatte.
– Han vil fra uge 13 være at finde i brugsen, så han får tid til overdragelse fra Lars Petersen og kan lære butikken at kende, siger Kirsten Bøjer.
Der er endnu ikke fundet en afløser for Svend Nymann, men stillingen er slået op, og indtil den bliver besat, vil Dagli Brugsen kunne trække på en medarbejder fra Coop.