Håndbold, Jyllandsserien herrer:
Aabybro HK- Svenstrup: 23-26 (14-11)

Med en sejr i søndagens hjemmekamp mod bundholdet Svenstrup kunne Aabybro HK have overtaget puljens 1. plads med et point foran IK 1919, som tabte deres kamp lørdag til Aalborg HK.

Der skal ses indad
Men sådan gik det både overraskende og desværre ikke.
– Vi spillede mod en modstander, som slås for at undgå nedrykning, og det viste sig åbenbart at være en større motivation, end det var for vores spillere, at vi kunne tage 1. pladsen, siger træner Erik Borup.
– Det var helt klart et selvforskyldt nederlag. Der var ikke ene eneste, som spillede op til det, de kan, og hvis muligheden for at komme på 1. pladsen ikke motiverer spillerne mere end det her, så er jeg skuffet, siger Erik Borup.
– Spillerne skal se indad.

17 tekniske fejl
Med en føring på tre mål ved pausen blev det aftalt, at Aabybro HK skulle give 15 pct. mere i resten af kampen.
– Men det blev til 15. pct. mindre, og vi taber 2. halvleg med 15-9. Samtidig begår vi ikke færre end 17 tekniske fejl i kampen. Vi var rystende dårlige i 2. halvleg, konkluderer Erik Borup.
Men han ser alligevel frem til den næste kamp, topkampen lørdag ude mod IK 1919 Aalborg, hvor Aabybro HK med en sejr i årets sidste kamp stadig kan sikre sig 1. pladsen, da Aabybro HK på 2. pladsen er 1 point efter førerholdet.

Målscorere for Aabybro HK:

  • Casper Nesager: 7
  • Nicolai Holland: 6
  • Kristian Jakobsen: 4
  • Emil Werner: 2
  • Mikkel Stouby: 2
  • Frederik Nielsen: 1
  • Sebastian Kersting: 1