– Som ventet er projektet med 14 nye boliger på Kirkegade i Brovst kommet et skridt nærmere, da et enigt teknik- og miljøudvalg har godkendt en ny lokalplan for projektet.
Dermed skal kommunalbestyrelsen blot give sit forventede ja på mødet 28. maj, før Projekt Gruppen på vegne af Boligselskabet Nordjylland kan gå i gang med byggeriet.
Projekt Gruppen har tidligere oplyst, at den forventer at gå i gang inden sommer.

Fint projekt
– Det er et fint projekt, som også er med til at forskønne byen. Der er en god sammenhæng med midtbyen, så det giver god mening. Det er altid fint, når der sker noget i vores fire hovedbyer, siger Jens Chr. Golding (S), formand for teknik- og miljøudvalget og tilføjer.
– Eneste indsigelse var bygherren selv, der ville rette lidt på en tegning

Tæt på centrum
Lokalplanen er udarbejdet for at give mulighed for opførelse af boligbebyggelser i området ved Kirkegade med nærhed til Brovst centrum og centrale funktioner, og samtidig skabe et privat område med gode fællesfaciliteter.
Området har hidtil været anvendt til bolig og virksomhed med værksted og lager.

Stier og fælleshus
Lokalplanen tillader opførelse af 14 dobbelthuse i 1 etage, ligesom der skal være arealer til en grøn kile langs Kirkegade, fælles opholdsarealer til rekreativ brug for beboerne, stier og fælleshus.
Boligerne placeres omkring et lukket vejsystem, hvor bebyggelsen er med til at skabe et fællesskab.
Vejadgang til lokalplanområdet skal ske fra Bohrsvej.
Udover parkering ved boligerne indrettes der fællesparkering.