Indehaverne af Saltum Strand Camping, Jette Holt og Michael Overgaard, oplever allerede nu en voldsom interesse for de kommende sommerhusgrunde, som inden for et par år bliver udstykket fra den 7,6 hektar store campingplads.

Ny plan for pladsen
I det nye år vil Jammerbugt Kommune nemlig udarbejde en ny lokalplan, som lægger op til en udstykning af pladsen med de 320 enheder til i alt 46 sommerhusgrunde i størrelserne fra 1.000 til 1.250 kvadratmeter.
Det vil ske i etaper, og 1. etape omfatter 21 grunde, oplyser Jette Holt.
Derfor vil 2021 være en helt normal sæson hos Saltum Strand Camping, men efter sæson 2021 kan opførelsen af sommerhuse begynde på den bagerste del af pladsen.
Den samlede udstykning af campingpladsen løber op i 46 grunde, og der er allerede nu en stor interesse for de kommende grunde. Flere er skrevet op på en liste.
Grundene bliver solgt efter først-til-mølle princippet gennem en ejendomsmægler, og prisen vil følge områdets niveau, i omegnen af 500-600.000 kr.

Stor efterspørgsel
Det er konjunkturændringer, der får Jette Holt og Michael Overgaard til at udstykke sommerhusgrundene.
En analyse foretaget af Destination Nordvestkysten viser, at der er for mange campingpladser i Jammerbugt, mens der er en efterspørgsel på sommerhuse.
– Og vi vil gerne sælge det produkt, som kunderne og området efterspørger, siger Jette Holt.