Målinger skal vise, om der skal ske nye tiltag

– Jammerbugt Kommune forventer inden sommerferien at have fjernet chikanerne i Langgade i Kaas, ligesom vejen får et nyt lag asfalt.
Det oplyser Kristian Olsen, Teknik og Anlæg i Jammerbugt Kommune.

Dropper chikanerne
Generelt går Jammerbugt Kommune mere og mere væk fra chikaner, fordi der er en række ulemper ved dem.
Dels kan man ikke anlægge en chikane, så den forhindrer en personbil i at køre hurtigt i gennem dem, hvis det også skal være muligt for lastbiler at passere.
Dels er der en tendens til, at bilister klemmer cyklister i chikanerne.

Et kapløb
Desuden oplever man ofte, at det bliver til et kapløb med en modkørende bil om at komme først hen til chikanen, så man selv slipper for at holde stille.
Endelig så hæmmer chikaner modsat bump fremkommeligheden, da man kun kan passere fra en retning ad gangen.

Måling af trafikken
– Når vi har fjernet chikanerne, vil vi foretage nogle målinger for at se, hvordan folk kører på vejen. Derefter vil vi foretage en vurdering om, der skal anlægges bump, eller om Langgade skal være 2 minus 1 vej, siger Kristian Olsen.
– Når den nye skole er opført, så kan det måske betyde ændringer i trafikken på vejen, tilføjer han.

Hævede flader
Dog bliver de hævede flader mellem Kaas og Moseby, samt hvor cykelstien krydser Langgade, liggende.
Desuden overvejes det, om den hævede flade med Skolevej skal være i fliser eller asfalt.