Mandag 8. november kommer den folkekære kok, Claus Holm, til Brovst for at holde sit foredrag, ”Mit livs vigtigste opskrift”.
Det sker i Sport og Kulturcenter Brovst med start kl. 19, og arrangør er LOF-Jammerbugt og Kræftens Bekæmpelse.

Livsændring
Claus Holm er en af Danmarks mest populære tv-kokke og foredragsholdere og i mere end 30 år har den fynske energibombe arbejdet som kok og nydt hvert et sekund.
De fleste kender Claus som en fast del af Go’ Morgen Danmark på TV2, hvor han i 2002 fik sit store folkelige gennembrud. Han har siden underholdt de morgenfriske danskere med madlavning i øjenhøjde og med smæk på velsmag.   
I 2018 var Claus Holm tæt på at miste livet på grund af overvægt og usund livsstil med for meget fart på. Sådan skulle det ikke være.
Det blev starten på et vægttab på 25 kg og en sundere livsstil med mere overskud til ham selv og sine nærmeste.

Fem fede kokke
Skubbet til at komme i gang fik han ved at medvirke i TV2- programmet ”Fem fede kokke”, hvor man følger en hudløs ærlig Claus Holm der med hjælp fra den personlige træner, Mark Abildhauge, kickstarter sit vægttab.
I dette meget personlige foredrag, ’Mit livs vigtigste opskrift’, åbner Claus Holm op for en mere sårbar side af sig selv end offentligheden ser. Han sætter ord på tabuer omkring mænd og overvægt, selvværd, sex og samliv i en kombination af ærlighed, sårbarhed og selvfølgelig den humor og ligefremhed, vi kender Claus Holm for.                                                                               

Mad og måltider
Når det gælder madlavning, er Claus Holm foregangsmand, men han har især gjort sig bemærket for sine store armbevægelser, varme personlighed og enorme begejstring for smag, kvalitet og sanseoplevelser.
Han har vist os alle sammen, hvordan mad og måltider kan samle mennesker, og hvordan det handler om at spise for at leve og ikke for at overleve.
Med et glimt i øjet, inspirerer Claus danskerne til at træffe de rigtige valg, når det drejer sig om madlavning. Det skal laves med omhu, være af ordentlige råvarer og det skal smage helt fantastisk.
Claus ved, hvad han taler om. Han har lavet mad til Hendes Majestæt Dronning Margrethe og arbejdet som kok et utal af steder, blandt andet i Cairo og Zürich, og han har egen restaurant og cateringfirma.
September 2020 udkom han med bogen ”Sund livsglæde – Mit livs vigtigste opskrift” – som kombinerer en personlig fortælling om vægttab med opskrifter og træningsøvelser, der har virket for Claus Holm.

Der kan bestilles billetter hos:
www.lof.dk/jammerbugt
eller
katrine@lof-jammerbugt.dk