(Foto: Region Nordjylland)
En sammenligning mellem trivslen i de fem regioner viser, at corona-krisen også har påvirket nordjyderne negativt, men ikke så meget som i Syddanmark og Hovedstadsregionen.
Det viser en ny måling fra TrygFonden, der har fulgt befolkningens tillid og tryghed under corona-krisen.
I sommeren 2019 var livstilfredsheden højere i både Syddanmark og Hovedstadsregionen, men siden har pandemien ramt borgernes trivsel væsentligt hårdere i de to regioner end i Nordjylland.


Kvinder hårdest ramt
Sammen måling viser, at danskernes tilfredshed med tilværelsen er faldet mærkbart under corona-pandemien.
Især blandt kvinderne er trivslen dalet, og de unge er også hårdt ramt – ikke så meget på grund af begrænsningerne i nattelivet, men fordi de ikke kan passe deres studie og skole, som de gerne vil. 
TrygFonden har undersøgt danskernes tryghed gennem de sidste 20 år og har netop gennemført den fjerde større undersøgelse, siden corona-epidemien begyndte. Den nye måling viser, at pandemien påvirker befolkningen markant, og at der er sket et stort dyk i danskernes livstilfredshed siden sommeren 2019. 

Begrænset social kontakt
– At mange har fået det sværere under pandemien, er ikke en nyhed. Men det springer i øjnene, at krisen ser ud til at have ramt især kvinderne hårdt. Kvindernes trivsel er gået dobbelt så meget tilbage som mændenes, og vores undersøgelse tyder på, at den begrænsede sociale kontakt i høj grad er en del af årsagen, fortæller Anders Hede, forskningschef i TrygFonden. 
– Foruden sociale afsavn peger en del af forklaringen på, at kvinder generelt er mere bekymrede for corona end mænd. Kvinder bærer især mere bekymring for, at andre i familien skal blive ramt. Kvinder har også selv en større frygt for sygdommen end mændene, idet 70 pct. af kvinderne er nervøse for at blive smittede mod 55 pct. af mændene.

Unge med offervilje
Udover kvinderne er det især de unge, der har oplevet faldende trivsel. Tilbagegangen er allermest udtalt blandt de studerende 18-29-årige – faktisk tre gange større end for hele voksenbefolkningen.
– Blandt de unge op til 25 år mener lidt over halvdelen, at de unges trivsel er blevet underprioriteret i corona-tiden. Men mens knap hver sjette klager over ikke at kunne gå til fodboldkamp eller ud i nattelivet, mener lidt mere end hver tredje, at samfundet ikke har taget behørigt hensyn til deres uddannelsesmuligheder. At de unge skulle gå mere op i fest end uddannelse, kan altså ikke understøttes med denne måling, siger Anders Hede. 
– Tværtimod kan vi finde meget selvdisciplin og offervilje blandt de unge, og hele 80 pct. af de unge bakker op om prioriteringen af at beskytte den ældre del af befolkningen. Generelt er der fortsat stor opbakning til den danske corona-håndtering, og langt de fleste har også fulgt myndighedernes anbefalinger om at holde afstand. Dog melder knap hver femte, at de ikke tror, at de kan blive ved med at overholde restriktionerne ret meget længere, så de er nok særligt glade for, at samfundet nu åbner endnu mere op, lyder det fra Anders Hede.