Jetsmark IF har udsat sin kommende serie 3 mod Aabybro IF lørdag 26. september, fordi en af holdets spillere er testet positiv for Covid-19.
Spilleren fik besked onsdag sen aften 23. september og gav straks besked til blandt andre Jetsmark IF.

Lukker for træning
– Derfor opfordrer vi alle, der har været i kontakt med spilleren til træning og kamp, til at blive testet. Træningen i dag torsdag og weekendens kampe er udsat for serie 3, 4 og 6, da de træner sammen, oplyser Bøje Lundtoft, formand for Jetsmark IF.
– Der er træning igen tirsdag, hvis man har en negativ test, siger han.
Jetsmark IF gør nemlig alt for at holde en smitte ude af klubben og stoppe alle smittekæder.
– Vi tager alle de forholdsregler, som vi kan, understreger Bøje Lundtoft.

Nørhalne udsætter også
Det betyder også, at Fremad Nørhalne også udsætter sin kamp lørdag 26. september ude mod Skovsgaard.
Det sker for at udvise rettidig omhu samt en ansvarlighed overfor samfundet, understreger Kim Jeppesen, formand for seniorfodbolden i Fremad Nørhalne.

Var i kamp mod Jetsmark
Fremad Nørhalne spillede nemlig kamp mod Jetsmark og den smittede spiller lørdag 19. september.
Siden har ingen af Nørhalne-spillerne vist symptomer på Covid-19, men for en sikkerheds skyld så aflyses træningen torsdag 24. september, mens træningen i tirsdags var opdelt, således at serie 3-holdet trænede for sig.

I forvejen lukket ned
Desuden er klubhuset i forvejen lukket for omklædning, ligesom resten af klubhuset og cafeteriaet blev lukket mandag 21. september.
Samtidig opfordres alle serie 3-spillerne til at lade sig teste.
Fremad Nørhalne blev orienteret af Jetsmark IF onsdag aften 23. september, straks Jetsmark IF viste besked om smitten.