Foto: Region Nordjylland
Formentlig som følge af den gradvise genåbning, så er smittetrykket steget de seneste dage i Jammerbugt Kommune, og dagens incidens er 115, hvilket dog er et stykke fra grænsen for nedlukning.

Stigning på 63 pct.
Der er i Jammerbugt konstateret 44 nye smittede i den seneste uge mod 27 i den foregående uge. Det er en stigning på 63 pct.
Borgmester Mogens Chr. Gade oplyser, at der alene i de sidste 4 dage er registreret 34 nye smittede, og i dag fredag 7. maj er der fundet 5 nye smittede.
– Der er tale om en generel smitte med det største tryk i Jetsmark, men der er hverken nogle sogne eller aldersgrupper, der skiller sig ud. Der er ikke et entydigt billede, siger borgmesteren.

Det er et stort tryk
Han tilføjer, at der ikke er umiddelbar fare for nedlukninger, men der er tale om et stort smittetryk de seneste 4 dage.
– Derfor kommer vi med en kæmpe opfordring til at være opmærksomme på, at vi ikke er ovre det her. Vi skal blive med at overholde restriktioner, forsamlingsforbud, god hygiejne, mundbind og holde afstand, lyder hans klare opfordring.
Samtidig efterlyser han meldinger fra de centrale politiske kredse for hvilke tal og smittetryk, der kan tillades i takt med genåbningen samt at flere og flere ældre og sårbare grupper er vaccineret.

Den nuværende grænse for nedlukning af et sogn er:

  • At der i løbet af en uge er flere end 20 smittetilfælde.
  • Flere end 500 smittede per 100.000 indbyggere.
  • En positivprocent over 2,5.