Med Kong Vinters aflysning af Jammerbugt FCs sidste kamp i år, hvor Fremad Amager skulle have været på besøg i dag, lørdag 4. december, er det en realitet, at Bo Zinck efter 4,5 år i Jammerbugt FC for sidste gang har stået i spidsen for holdet som cheftræner.
Som tidligere omtalt skal han i det kommende forår overgå til rollen som Head of Sport, mens den nuværende assistent Nabil Trabelsi bliver cheftræner.

Fantastiske oplevelser
– Lige nu går der mange ting gennem hovedet på mig. De sidste 4,5 års oplevelser hvirvler gennem hovedet. De mange fantastiske oplevelser, jeg har haft med mange forskellige mennesker her i klubben, siger Bo Zinck om ikke at komme i kamp i dag og sige farvel til opgaven.
– Jeg er p…. træt af, at vi ikke skal spille mod Fremad Amager i dag. Jeg er 1.000 pct sikker på, at vi havde slået dem i dag og dermed haft seks point til nedrykningsstregen og måske kun 3 point op til en plads i top 6. Alene det, at vi til vinterpausen ligger over nedrykningsstregen, var der ikke mange, som havde oddset på inden sæsonstarten, og til tider har vi leveret fantastiske resultater, siger Bo Zinck, der til gengæld kan se frem til en afslutningsfest med ”drengene” i aften.

Flere års opbygning
Det var et Jammerbugt FC og Jetsmark IF i en helt anden kondition, som Bo Zink vendte hjem til for 4,5 år siden efter et ophold som træner i Thisted.
Siden er der kommet meget mere struktur i klubben og, der er blevet bygget på – både udenfor og på banen – kulminerede med oprykning til Nordic BetLigaen. Og med salget af Jammerbugt FC til tyske Klaus-Dieter Müller formåede Jetsmark IF også at slippe af med sin store bankgæld på cirka et par millioner kroner, som havde tynget alle aktiviteter gennem flere år.
Under den rejse har det ikke kun handlet om divisionsfodbold, men også opbygning af aktiviteter som den store julefrokost og indefodboldstævnet KN Cup, der i dag er blevet til traditioner, samt uddeling af flyers og en masse andre opgaver i arbejdet på at få en sund driftssikker klub med masser af fællesskaber og oplevelser.
– Jeg har fået venner for livet i denne klub. Når jeg skal se tilbage på, om det har været de mange timer værd, så må jeg sige ja, også selv om det har kostet lidt på hjemmefronten, men her har jeg også mødt kæmpe opbakning.
– Det er ikke kun én eller to personer alene, der har stået bag denne udvikling. Det er er rigtig mange mennesker, og hvis jeg skulle stå og takke alle, der har være med til at bakke op om vores klub, ville det være mange flere end 100. Det er fedt. Det er det, fodbold kan.

Fodboldtræner i maven
Derfor kan Bo Zinck heller ikke undgå at være stolt over, at det er en breddeklub stærkere end nogensinde før uden gæld samt et hold på den rette side af nedrykningsstregen i Nordic Bet Ligaen, han afleverer.
– Jeg elsker Jetsmark IF. Og jeg vil altid se tilbage på det her med stolthed. At jeg sammen med mange andre har være med til at udrette det her, vil jeg altid være stolt over, siger han.
Nu venter så et forår i stillingen som Head of Sport, hvor Bo Zinck vil bidrage og komme med input, men fra en langt mere tilbagetrukket rolle – indtil kontrakten med Jammerbugt FC udløber til sommer.
– Vi må se hvad, der sker til sommer. Jeg har jo altid haft en fodboldtræner i maven. Jeg er fodboldtræner med stort F og jeg har selvfølgelig ambitioner om at blive det igen på et tidspunkt.