Hverdagen er med restriktioner og nedlukning anderledes i Skovsgaard Børnehave og Vuggestue, ligesom i alle andre dagtilbud.
– Men vi elsker stadigvæk vores arbejde og lever med de skærpede krav, fortæller Tina Kjær Jakobsen, daglig pædagogisk leder.
Hun fortæller i denne artikel om, hvordan institutionen håndterer påbud og anbefalinger.
I morgen, mandag 1. februar, kan du læse del 2 om reaktionerne fra børn, forældre og personale.

Trygge rammer
Skovsgård Børnehave og Vuggestue har siden 1996 ligget højt på bakken med god udsigt over marker og hovedvej.
For tiden er der 29 børn i børnehaven og 7 børn i vuggestuen, og hver dag møder omkring 8 medarbejdere for at give børnene en dag fuld af læring, nærvær og omsorg.
– Forståeligt nok kan medarbejderne være bekymrede for smitte, men hverdagen går videre med et godt pædagogisk indhold for børnene i institutionens trygge rammer, siger Tina Kjær Jakobsen.

Opdeling i grupper
Der bliver leget lystigt i både vuggestuen, Mariehønsene, hos de yngste børnehavebørn, Larverne, og de ældste – Sommerfuglene.
For at kunne følge regeringens anbefaling om at holde børnene i små grupper, har personalet inddelt institutionen, så børnene med skilte og markeringer kan se, hvor de må være.
Derfor er der på gulve, døre og vægge tydeligt illustreret, hvem der må være hvor.
Skiltningen starter allerede udenfor, hvor forældrene mødes af skilte som ”Vi passer på hinanden, husk håndvask og afstand til hinanden”.
Børnehavebørnene hentes og afleveres udenfor, dog må vuggestuens forældre gerne må gå ind for at sikre den trygge aflevering og start på dagen for de yngste børn.

Privatfoto

 Fællesarealer på skift
For at undgå mylder blandt børnehavebørnene, bruger Larverne og Sommerfuglene fællesarealerne på forskellige tidspunkter af dagen.
Både garderoben og toiletterne er fælles, men også her er en opdeling markeret med skilte.
Legepladsen er også inddelt i to områder, mens vuggestuen har sin egen separate legeplads. Institutionen har fået sat en toiletvogn op, så der kan vaskes hænder i læ og med varmt vand.

Privatfoto

Svingende børnetal
I januar har børnetallet svinget fra dag til dag, nogle forældre har holdt deres børn hjemme, og en del har kunne givet deres børn kortere dage. Opfordringen er fortsat fra regeringen og sundhedsmyndighederne, at de forældre, som kan, så vidt muligt holder deres børn hjemme.
– For den pædagogiske praksis er der mange kan og skal forhold, og alle bestræber sig på at finde opmuntring og glæde ved det og tænker mindre på må ikke forholdene, som at synge, medbringe hjemmebagt kage til fødselsdage eller holde pause sammen og blande sig på tværs af grupperne, forklarer Tina Kjær Jakobsen.

Privatfoto

Glad børnegruppe
Børn og personale er glade for, de ikke skal være ude hele dagen i årstidens vejr. Det giver mulighed for pædagogiske aktiviteter og lege indenfor, og de kommende skolebørn bruger en del tid på skoleforberedende arbejde.
Også i vuggestuen nyder børnene at komme på besøg i lokalområdet eller på deres legeplads.
– Dagen igennem er der fokus på et trygt og udviklende pædagogisk læringsmiljø, hvor børn og medarbejder fordyber sig i legen på gulvet og styrker børnenes selvhjulpenhed i de daglige rutiner, ved måltider, ved toiletbesøg og i garderoben, fortæller Tina Kjær Larsen.
– Her er en glad børnegruppe, der hver dag møder kendte voksne og legekammerater.

Kollegialt samvær
Personalet har meget koordinering dagen igennem, og har hver især ansvar for daglig aftørring af kontaktflader og udluftning.
Alt legetøj pakkes væk hver dag, og hver morgen findes nyt og ikke mindst rent legetøj frem.
Det er personalets ansvar at vaske legetøjet, hvilket de får hjælp til et par gange om ugen, af en ung pige. Desuden har rengøringspersonalet ekstra opmærksomhed på kontaktflader og har fået ekstra tid til den daglige rengøring.
Det kollegiale samvær er begrænset, da der skal være mindst 2 meters afstand mellem medarbejderne, og der må ikke holdes pause på tværs af grupperne for at mindske smittetilfælde og have så få nære kontakter, som muligt.

Samarbejde med sundhedsteam
I Jammerbugt Kommune er det Sundhedsteamet, der tager hånd om smitteopsporing og giver sundhedsfaglig vejledning til både forældre, borgere, skoler og dagtilbud.
– Det er en tryghed for medarbejderne at vide, at der er nogen, som tager hånd om de gældende restriktioner og vores helbred, siger Tina Kjær Jakobsen.
Der er en god information fra Børne- og Familieforvaltningen, og der holdes jævnligt onlinemøder, hvor praksis og retningslinjer diskuteres.
I morgen, mandag 1. februar, kan du læse del 2 om reaktionerne fra børn, forældre og personale.