Mandag 20. juli åbnede Den Kække Havfrue på Strandvejen i Blokhus som et nyt spise- og ølsted med smørrebrød, specialøl samt vafler til den søde tand.
Men nu tager Steinthor Arnason Den Kække Havfrue et stort skridt videre og udvider med både familie-restaurant, take away og udbringning samt selskabslokaler – og ikke mindst et meget større menukort med også varme retter.

Udvider med nabolokaler
– Det har været en meget fin sommer. Vi har justeret de ting, der skulle justeres, og jeg er meget optimistisk for fremtiden og tror, at vores nye menukort samt salg af danske øl vil trække endnu flere gæster til, siger Steinthor Arnason.
– Trods Corona er der mange gæster i Blokhus og det bliver der ved med at være.
Han har lejet Den Kække Havfrues nabolokalerne, hvor restaurant Rodeo tidligere holdt til.
De 600 kvadratmeter skal fra maj til september være en steak familierestaurant og selskabslokaler i de øvrige 8 måneder samt base for julemarkeder.

Steinthor Arnason åbnede i juli Den Kække Havfrue, nu udvider han med blandt andet en familie-restaurant. Arkivfoto: Vores Jammerbugt

Klassiske danske retter
Dermed får Steinthor Arnason også adgang til et meget større køkken, som betyder, at han kan udvide menukortet i Den Kække Havfrue med varme klassiske danske retter som brændende kærlighed, biksemad, bøf med bløde løg og spejlæg samt selvfølgelig stjerneskud.
Der vil stadig være smørrebrød, men det suppleres med også burger, pita og wraps.
– Jeg vil gerne servicere gæsterne med det, de efterspørger, understreger Steinthor Arnason om det nye menukort, som vil være klar til gæsterne allerede onsdag 30. september.
Det samme vil selskabslokalerne være – til eksempelvis familie- og firmafester, foreninger, jule- eller påskefrokost

Bringer ud
Derudover kommer der både take away og udbringning.
I første omgang i Blokhus-området, men på sigt også i Saltum, Pandrup og Kaas-områderne, ligesom man kan bestille maden via Hungry.dk og Just-eat.dk
Det vil ske fra efterårsferien, og det første julemarked finder sted først i november med salg af hjemmebagte klejner, lys, øl og honning samt gaveæsker.

Lokalet bag Steinthor Arnason bliver til et legerum. Foto: Vores Jammerbugt

Restaurant med legerum til børn
Det nye lokale skal fra maj til september være en familierestaurant med steak og fisk på menukortet.
– Madkonceptet bliver i stil med Hereford Steakhouse. Du vælger selv din steak eller fisk. Du vælger selv hvilken slags tilbehør og kartofler samt sovs. Desuden kommer der en stor salatbar og dessertbar. At sammen til familievenlige priser forklarer han.
– En del af lokalet bliver et stort legerum, og jeg vil have en ansat til at underholde og lege med børnene, fortæller Steinthor Arnason.
Desuden skal terrassen overdækkes og benyttes til udeservering.

Ser frem mod sommeren
Dog var de seneste Corona-restriktioner ikke taget med i bordplanen, da Steinthor Arnason lejede de nye lokaler.
– Corona er noget mærkeligt noget. Men vi må tage det, som det kommer og selvfølgelig leve op til restriktionerne. Jeg er sikker på, at kunderne er klar til at give Den Kække Havfrue den chance, som den bør have, og jeg er meget optimistisk i forhold til, at take away og udbringning kan bære mig igennem vinteren og frem til den milde sommer, siger Steinthor Arnason om Den Kække Havfrue, som også tæller 6 ansatte.