Covid-19 anses fra 1. februar ikke længere som en samfundskritisk sygdom, og stort set alle restriktioner er bortfaldet.
Samtidig tester flere sig selv med selvtest. Derfor har regeringen besluttet at udfase hurtigtest i det landsdækkende net af teststeder.
Det oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.

Lukker i Aabybro
Der er ikke længere samme behov for hurtigtestcentrene, og derfor er det besluttet at opsige aftalerne med de private udbydere. Det betyder, at hurtigteststederne lukker senest den 6. marts 2022.
Og nu er der sat dato på en lukning af hurtig-teststedet på Torvet i Aabybro. Sidste dag med test er 12. februar, oplyser Jammerbugt Kommune.

PCR-test
PCR-teststederne holder fortsat åbent.
Du kan bruge en selvtest, f.eks. hvis du er øvrig kontakt, inden du skal være sammen med en person, der er i øget risiko for at blive alvorligt syg af covid-19, eller du har fået en besked i din smittestop-app.
Hvis din selvtest er positiv, anbefales det, at du får taget en PCR-test for at bekræfte resultatet.