Interessen for nye byggegrunde i Jammerbugt Kommune er stor, og derfor har kommunen også sat to nye udstykninger til salg i år i henholdsvis Saltum og Biersted, mens endnu to nye udstykninger er på vej i Brovst og Aabybro.
(Illustration: Udstykningen i Saltum)

Saltum
I Saltum er 15 udsigtsgrunde til salg i udstykningen Højbogårdsvej, og her er der solgt to grunde, mens to andre er reserveret, oplyser Steen Albrechtsen.
Prisen på grundene er 325 kroner per kvadratmeter, og parcellerne er mellem 1.248 kvadratmeter og 2.009 kvadratmeter store, og de er klar til overtagelse.
Priserne ligger derfor mellem 405.600 kroner og 652.925 kroner.

Attraktiv placering
Grundene har en attraktiv placering i et kuperet terræn på samme side af hovedvejen som byens nyrenoverede skole, der er placeret blot 250 meter derfra.
Dagligvarebutik og naturområder som Nols Sø ligger også mindre end 500 meter fra det nye kvarter.
Forlystelser som Fårup Sommerland er kun tre kilometer væk med cykelsti hele vejen, mens Saltum Strand blot er seks kilometer væk.
Grundene er klar til overtagelse.

Elbæksmindevej. Ud over de kommunale grunde er der også private i tilknytning til udstykningen, som Erik Hjørringaard står for. Illustration: Jammerbugt Kommune

Biersted
I Biersted blev de 10 nye kommunale grunde i udstykningen Elbæksmindevej sendt i udbud op til sommerferien med en mindstepris på 575 kroner per kvadratmeter med udløb tirsdag 11. august.
Her er der kommet en del forespørgsler på grundene, men endnu ingen konkrete bud.
Som hele tiden planlagt skal økonomiudvalg og kommunalbestyrelsen på møderne i august nu fastsætte den endelig pris på grundene.
De varierer mellem 1.000 og 1.300 kvadratmeter, og de er klar til overtagelse 1. september 2020.
De har en attraktiv beliggende i den sydlige del af Biersted, som nabo til banestien samt kort afstand til dagligvarebutik, skole og idrætsfaciliteter.
Desuden er der også en privat udstykning i tilknytning til den kommunale.

Etape 3 i Horsbækken. Illustration: Jammerbugt Kommune

Aabybro
Der er ingen kommunale grunde til salg i Aabybro lige nu.
Men en lokalplan for etape 3 med 17 nye grunde i Horsbækken er sendt i høring, og ifølge tidsplanen vil disse grunde være klar til overtagelse i sommeren 2021, oplyser Steen Albrechtsen.
De fleste af grundene vil være omkring 1.000 kvadratmeter store og får en placering syd og sydøst for Aaby-Vedsted FDFs kredshus og grønne område.

Solstrålen er delt op i flere etaper.

Solstrålen
Desuden er der private udstykninger i Aabybro i Solstrålen, ligesom et projekt på Degnelodden er på vej.
Og i udstykningen Solstrålen går det også stærkt.
I løbet af blot en uge har Nybolig i Aabybro solgt 3 grunde, oplyser indehaver Mathias Overgaard.
Dermed er der solgt 23 grunde, og der er 18 tilbage i etape 1 i Solstrålen.

De nye grunde i Brovst bliver udsigtsgrunde.

Brovst
Endelig er også en udstykning i med udsigtsgrunde i Brovst på vej.
De 23 parcelhusgrunde på Vesterbjergvej i Brovst får udsigt ud over Limfjorden og det kuperede område.
Grundene ventes klar til overtagelse i 1. kvartal 2021.
Derudover er der flere udstykninger i Jammerbugt Kommune.
Få overblikket her:
http://grundsalg.kortinfo.net/jammerbugt-grundsalg/Parcelhusgrunde/omraade/0