Næste år afsættes 150 mio. kroner til nedrivning og istandsættelse af boliger i landdistrikterne og yderligere 25 mio. kroner til landsbyfornyelse.

Kan gavne Jammerbugt
De nye midler tilføjes den eksisterende ramme til landsbyfornyelse, som i 2021 udgør 86,2 mio. kroner, så der samlet set er tale om en indsprøjtning på 261 mio. kroner til de kommuner, hvor behovet for nedrivning og landsbyfornyelse er størst.
Jammerbugt Kommune har benyttet sig af ordningen siden 2009, og siden er der revet omkring 200 faldefærdige huse ned i kommunen. I 2020 bliver antallet 15 huse, hvor Staten støtter med 60 pct. af udgiften via sin Pulje til Landsbyfornyelse.
Men med de ny aftale hæves denne refusion fra Staten til 80 pct.

Vigtig aftale
Statens kommende ekstraordinære indsats i landdistrikterne er resultatet af denne uges finanslovsaftale, der er indgået mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.
– Det er en utrolig vigtig aftale for de landsbyer, som i dag må kæmpe med ruiner og nedslidte huse, der ofte bliver lejet ud af skruppelløse spekulanter. Samlet set er der tale om den største årlige bevilling til nedrivningsindsatsen nogensinde, og det er jeg naturligvis meget tilfreds med, siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

Udvikler landsbyer
Siden der omkring 2009 blev afsat statslige midler til indsatsen i landdistrikterne, og selvom de har været anvendt i stor stil, er der fortsat flere tusinde faldefærdige huse, der skæmmer i landskabet og gør det svært at tiltrække nye borgere. Det er her, at de ekstra midler til nedrivning og områdefornyelse skal gøre en forskel.
Områdefornyelsen sker for eksempel på torve og pladser, ved igangsættelse af sociale eller kulturelle aktiviteter, istandsættelse af nedslidte boliger eller forsamlingshuse samt fjernelse af skrot på boligejendomme.
Samtidig vil den øgede nedrivningsindsats og områdefornyelse bidrage positivt til dansk økonomis genopretning og medvirke til at skabe et mere sammenhængende Danmark.