– Normalt er det børn fra byens børnehaver, der op til påske hjælper med at pynte Pandrup op med påskeæg på grene.
Men det kan ikke lade sig gøre i disse virus-tider, og derfor har Pandrup Kaas Handel & Erhverv og Pandrup Borgerforening taget plan B i brug for at få byen pyntet op til påske.

Det er gult
Frivillige fra borgerforeningen var torsdag 26. marts rundt i byen med grene, og påskeæggene er erstattet af gule plastikstrimler, så Pandrup går i gult i påsken.
– Vi vil stadig gerne pynte byen op og synliggøre, at vi har en pæn by over for både lokale, gæster og turister, siger Sanne Lundbo, Kop & Kande.

Der sker stadig noget i Pandrup
Det var formand for Pandrup Borgerforening, Henrik Larsen Kristiansen, som sammen med hustru og bestyrelsesmedlem Susanne, havde taget børnene Cecilie og Christian med rundt i Pandrup for at pynte op til påske.
– Desværre bliver det ikke med påskeæg i år. Men så er det her det næstbedste. Vi vil vise, at der stadig sker noget her i byen, siger Henrik Larsen Kristiansen.