Til oktober 2022 kan DGI Huset i Aabybro udvide paletten med de mange aktiviteter med to nye tilbud, som vil give hele Aabybro-området et markant løft.
Ved et pressemøde fredag 3. december i DGI Huset blev det nemlig afsløret, at DGI lejer den markante Spar Nord bygning af Tom Jakobsen, Ejendomsudvikling Nord A/S.
DGI vil bruge bygningen på Østergade til både et nyt crossfitcenter i stueplan samt indrette et sportshostel med 16 værelse på 1. salen.
Arbejdstitlen er Sporthostel Aabybro og Crossfit Bankbox efter bygningens fortid kombineret med, at crossfitcentre altid hedder noget med box.

Træningslejr og overnatning
Baggrunden er, at DGI i Aabybro er inde  en spændende udvikling, siger Jens Jungersen, bestyrelsesformand for DGI Huset.
– Vi har nu fået den økonomi, som gør det muligt med nye tiltag at indfri vores ønske om at skabe de bedste rammer for vores foreninger og brugere af DGI Huset, siger han.
Desuden giver indretningen af de 16 værelser DGI Huset mulighed for at tilbyde træningslejre og dermed udnytte DGI Husets kapacitet meget bedre, for eksempel når skolerne ikke bruger hallerne eller husets øvrige faciliteter i skolernes ferier.
Alle værelser får eget bad og tekøkken samt plads til op til seks personer, altså samlet 96 personer, men de kan også bruges som dobbeltværelser.
Claus Nørgaard Poulsen, direktør for DGI Huset i Aabybro, oplyser, at huset i de seneste tre år på grund af manglende kapacitet har måttet afvise mange træningslejre og konferencer, og det kommer det nye sporthostel til at rette op på.
– Men det bliver også muligt for byens borgere at leje værelserne, når de har udenbys familiebesøg, og byens andre foreninger eller idrætsefterskolen kan benytte værelserne for eksempel i forbindelse med træningslejre, siger Jens Jungersen.

Det eneste i miles omkreds
Det kommende center med crossfit skal imødekomme tidens trend.
– Det bliver et center for hele aldersspektret fra 5 til 90 år, men særligt for de 20 til 45 årige. Det vil være med til at skabe et fællesskab, og det vil være et sted, hvor hele familien kan gå til idræt sammen, siger Jens Jungersen.
– Det er en satsning og et spring for DGI, og vi er overbevist om, at det her er et løft for hele byen. DGI Huset vil fortsat være det fyrtårn, der med idræt skaber fællesskaber, understreger Jens Jungersen.
Claus Nørgaard Poulsen gør opmærksom på, at det nye crossfitcenter vil få positiv betydning for ikke alene Aabybro, men for hele Jammerbugt.
– I dag findes der ikke et eneste crossfitcenter mellem Aalborg og Frederikshavn. Det er et træningskoncept, som samler sig om fællesskaber og giver en familiær følelse, siger Claus Nørgaard Poulsen.
DGI Huset har i dag ikke færre end 35 forskellige hold om ugen og derudover mange brugere samt et motionscenter på 500 kvadratmeter med udstyr i topklasse.
– Men der træner man meget alene, og vi mangler et sted , hvor vi kan have et miljø med fællesskaber, siger Klaus.

Lokalt engagement
Og Tom Jakobsen, som jo også har lokale rødder, er meget glad for Spar Nord bygningens nye fremtid.
Han er i forvejen meget engageret i Aabybros positive udvikling og vil gerne hjælpe området yderligere og ser DGI-planerne som endnu et skridt fremad.
– Dels har vi jo en tom bygning til at stå, men det her bliver godt for hele byen og vil gavne alle de aktiviteter, der sker i Aabybro i forvejen, siger Tom Jakobsen, der blandt andet står bag opførelsen af Posttorvet samt moderniseringen og udvidelsen af Aabybro Centret.
Spar Nord lukkede sin afdeling på Østergade i Aabybro 17. juli 2020 og flyttede medarbejderne til afdelingerne i Vodskov og på Nørresundby Torv.
Helt oprindeligt så udsprang Spar Nord afdelingen i Aabybro af Aaby-Biersted Sparekasse, som tilbage i 1970´erne fusionerede med Sparekassen Nordjylland, der som bekendt siden blev til Spar Nord Bank.
I storhedstiden var der flere end 50 ansatte i bygningen, som efter at have stået tom det seneste stykke tid nu bliver rammen om motion, fællesskaber og oplevelser.

Der skrives under.
Og Tom Jakobsen (t.v.) og Jens Jungersen giver hånd på aftalen.
Tom Jakobsen er glad for de nye aktiviteter i Spar Nord Bygningen.