På generalforsamlingen i Hune-Blokhus Borgerforening fik de fremmødte til opgave at prioritere blandt de mange ønsker til udvikling af området, der kom frem på mødet om den Lokale Udviklings Plan i Blokhus i november 2019.

Og efter en debat nåede medlemmerne frem til følgende prioritering, som borgerforeningen skal arbejde for det kommende år:

  • Kystsikring er stadig et vigtigt område, der skal prioriteres i det kommende år.
  • Blokhus Rambla med adskillelse af gående og cyklende trafik mellem Hune og Blokhus.
  • Trafikken i Hune og Blokhus med lysregulering i krydset Hunetorpvej-Vesterhavsvej samt fodgængerovergang i Hune.
  • Toiletter i Hune og Blokhus. Problemer pga Corona, da mange offentlige toiletter blev lukket. Obs på, at alle tilgængelige toiletter er brugbare og rene.
Privatfoto

Kystsikring
I sin beretning kom formand Poul Andersen ind på, at borgerforeningen er repræsenteret i Task Force Blokhus og arbejdet med kystsikring ved Johanne Kaae, Leif Jørgensen og Henrik Meyer.
Det er ændrede regler omkring kystsikring og kystdirektoratets rolle, som er baggrunden for det nye initiativ fra Jammerbugt Kommune.
– Her og nu er opgaverne især at få mere styr på færdslen ned af klitterne. Der er intet sket i år, hvilket vi også har taget op med Blokhus Grundejerforening, som er med i samme arbejdsgruppe, sagde Poul Andersen i sin beretning.
– Leif Poulsen har gjort et stort arbejde for at råbe vores politikere op, og det er lykkedes at få en del presseomtale af løsningen med pil som kystbeskyttelse ved Sømærket. Der blev så sent som 20. august afholdt møde i Task Force Blokhus. Tilsyneladende bliver det stadig syltet fra Jammerbugt Kommunes side, da Kystdirektoratet har udtalt, at det er kommunen som prioriterer kystbeskyttelsen, sagde Poul Andersen.

Privatfoto

Råvaremarked
Blokhus Råvaremarked 2019-2020 voksede og havde 32 forskellige stadeholdere med i løbet af de 7 uger.
– I forhold til 2020 besluttede vi at afholde råvaremarkedet med hensyntagen til Corona-situationen, hvorfor vi satte en begrænsning på antal stande på markedet samt, lavede ensretning af trafikken på markedet og begrænsede antal gæster ved indgangen til markedet. Men stadeholderne fortalte om rekordsalg, for nogles vedkommende og ytrede at de ville deltage igen i 2021, sagde formanden.

Privatfoto

Ren natur
Igen i år vil Hune-Blokhus Borgerforening deltage i Ren Natur, som er et frivilligheds- og sponsorkoncept, hvor foreninger mod at samle affald op i deres tilhørskommune kan tjene sponsormidler.
Ren Natur er ledet af Hold Danmark Rent og består af et bagvedliggende samarbejde mellem kommuner, frivillig- og foreningslivet samt det lokale erhvervsliv
Borgerforeningen får 3.000 kr. for at deltage i arbejdet.
– Vi havde hele Hune Naturbørnehave med i arbejdet, og vi ydede som tak et bidrag på kr. 3.500 til deres insekthotel. Vi afholder Ren Natur arrangement i samarbejde med Hune Naturbørnehave tirsdag 29. september kl. 16.30 til 19.00 med mødested i Hune Naturbørnehave, sagde Poul Andersen.

Vin, flag og samarbejde
Desuden holder foreningen vinsmagning i samarbejde med Spar Hune, og det sker i forsamlingshuset torsdag 8. oktober.
Derudover kom Poul Andersen ind på det gode samarbejde med en lang række foreninger i området samt flagning med de nye lettere fiberstænger og indkøbet af et nyt kunstigt juletræ til opsætning ved Museum for Papirkunst. Desuden uddeler foreningen velkostpakker til nye tilflyttere.
Borgerforeningen har cirka 350 medlemmer, hvoraf 60 pct. er fra Hune området og 40 pct fra Blokhus.
Kasserer Leif Jørgensen fremlagde regnskabet. Årets resultat gav et underskud på kr. 47.565 hvilket skyldes større anskaffelser af juletræ til Hune, samt donationer til Blokhus Skøjtebane, Hune Naturbørnehave og Hune By Night.

Genvalg af følgende bestyrelsesmedlemmer:

  • Johanne Kaae
  • Leena Thybo
  • John Albøge
  • Leif Poulsen

Genvalg af suppleanter:

  • Anders Laursen
  • Merethe Fuglsang Hansen

Genvalg af 2 bilagskontrollanter

  • Peder Fuglsang
  • Arne Henriksen

Konstituering
Efter generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig som efter sidste års generalforsamling:

  • Formand Poul Andersen.
  • Næstformand Johanne Kaae.
  • Kasserer Leif Jørgensen.
  • Sekretær Leena Thybo.
  • Henrik Meyer Nielsen.
  • Leif Poulsen.
  • John Albøge.