Alle vælgere kan trygt og sikkert gå ned til deres lokale valgsted og sætte deres kryds til kommunal- og regionalvalget i dag, tirsdag 16. november.
Det oplyser Kommunernes Landsforening.

Forsvarlig afvikling
Det er mange, lange og grundige forberedelser, der ligger til grund for afholdelsen af valget til kommuner og regioner, hvor ca. 4,7 millioner stemmeberettigede er inviteret til landets 1.383 valgsteder.
For at valgdagen kan forløbe så sikkert og sundhedsmæssigt forsvarligt som muligt, har landets 98 kommuner, sundhedsmyndighederne og Indenrigs- og Boligministeriet i fællesskab udarbejdet en stribe retningslinjer for valgstederne og anbefalinger til borgerne, der vil sikre de tryggest mulige rammer på valgdagen. 

Må gerne stemme uden for
Indsatsen handler om at skabe ekstra tryghed for de borgere, der måtte være bekymrede for den aktuelle stigning i antallet af smittede med COVID-19.
Overordnet handler det om at sikre god afstand mellem vælgerne, masser af håndsprit og masser af frisk luft.
Desuden er det en god ide at stemme mellem kl. 10 og 15, da der normalt er færrest mennesker på valgstederne.
Hvis man er smittet med COVID-19 eller er særligt sårbar, har man mulighed for at stemme efter reglerne om vognstemme.
Det indebærer, at man kan stemme i en bil eller et andet sted uden for valgstedet.

Sundhedsstyrelsen 5 gode råd på valgdagen:

  • Hold afstand og vis hensyn til andre.
  • Hvis du skal hoste eller nyse, så gør det i ærmet.
  • Brug håndsprit, når du går ud og ind af valgstedet.
  • Overvej at bruge mundbind, hvis du er i øget risiko.
  • Medbring din egen kuglepen eller blyant, hvis det gør dig mere tryg.