– Anders Kaa, der står bag Luft Dine Hjul arrangementerne ved Brugsen i Birkelse, oplyser, at de kommende to samlinger af alle former for køretøjer 3. maj og 7. juni er aflyst på grund af COVID-19.

Ikke noget at gøre
– Jeg havde håbet til det sidste, at vi kunne holde det, da det er et udendørs-arrangement, og der ville vel være lige så meget plads som på genbrugspladsen. Men jeg kan se, at andre biltræf aflyser, og vi vil ikke risikere noget, så vi aflyser desværre også, siger Anders Kaa.
Til gengæld håber han på nye træf ved den lokale brugs 30. august og 27. september.
– Og hvis tingene forbedre sig tidligere, så måske endda før, siger Anders Kaa.

Første gang var succes
Sidste år arrangerede han for første gang Luft dine hjul – Birkelse på brugsens p-plads med stor succes samt deltager fra også Aalborg, Hjørring og Fjerritslev.
Luft dine hjul udspringer af Bilmagasinets Super Biler Søndag, som har ladet sig inspirere af USA, hvor man mødes ved supermarkederne og drikker en kop kaffe over en åben motorhjelm.

Alle slags køretøjer
I Birkelse behøver det ikke være superbiler. Alle køretøjer er velkomne, og der har været en et-hjulet cykel, pedal-biler, små elbiler, traktorer, byens fejemaskine, men også veteranbiler og en Mercedes AMG til tre millioner kroner forbi.
Formålet er at mødes med andre om køretøjer samt øge trafikken til og opmærksomheden om byens brugs.